Torsdag d. 16/2 afholdt vi vores andet gratis infomøde om det 250 km ørkenløb Marathon Des Sables. Infomødet blev afholdt hos Skandia i København i samarbejde med min ven Jørgen, som jeg lærte at kende under Marathon Des Sables 2011.
Infomødet begyndte kl. 17, hvor vi bød alle fremmødte velkommen, og der var mange fremmødte – både deltagere til 2012 og 2013, men også andre, der bare var interesserede i at høre om dette fantastiske løb.
Efter velkomsten fortalte Jørgen om sine erfaringer under løbet i 2009 og senest i 2011 med flotte billeder fra løbet. Jørgen er en super god fortæller, og han kunne på en medrivende måde og med stor indlevelse fortælle om forskellige facetter ved løbet, og vores oplevelser i ørkenen.
Efter en kort pause med mulighed for forfriskninger fortalte jeg som skandinavisk repræsentant for løbet om alle de praktiske forhold omkring Marathon Des Sables. Det være sig forhold omkring tilmeldinger, antal forhåndstilmeldte løbere fra Skandinavien de næste år samt om de nye regler omkring depositum, der påføres ved forhåndstilmelding til 2014 og fremefter. Efterfølgende kom jeg ind på det forskellige udstyr, som er nødvendigt i ørkenen, altså både obligatorisk udstyr, men også egne anbefalinger ud fra mine erfaringer. Træningsmængde og specifik træning blev også gennemgået, og det var rart med den store spørgelyst fra de fremmødte.
Herefter præsenterede Jørgen kort Skandia Adventure Race serien, der foregår i 2012 i Aarhus og København.
Efter at selve det officielle infomøde var forbi, var der lejlighed til for 2012 deltagerne lige at mødes og lære hinanden lidt bedre at kende inden selve løbet går løs.
Vi havde en journalist med ved mødet, der filmede under arrangementet og afholdt interview med os efterfølgende, så vi håber, at du fik masser af brugbar information under infomødet.
Jeg vil gerne takke alle de fremmødte til infomødet – det var dejligt med så mange deltagere og den store spørgelyst. Jeg vil også især takke min ven Jørgen og Skandia for muligheden for at kunne afholde endnu et infomøde hos Skandia.
Vi planlægger at afholde endnu et gratis infomøde forventeligt i efteråret.