Marathon Des Sables 2011.
Artikel af Christian Madsen, der deltog og gennemførte årets udgave af løbet i den samlede tid 36 t – 57 min. – 46 sek. med en placering som hurtigste dansker og samlet som nr. 147 ud af 849.
Den 31/3 tog jeg afsted til lufthavnen i Kastrup på vej mod Marokko og deltagelsen i hvad der skulle vise sig at blive et hårdt, smukt og barskt løb og eventyr – Marathon Des Sables 2011 (MDS).
Jeg mødte hurtigt Theis, en af de andre danske deltagere, i lufthavnen og senere også Jan, og vi faldt hurtigt i snak om forberedelserne til løbet, vægten af vores rygsæk, detaljer og gear.
Vi kom afsted med flyet til Paris-Orly, hvor vi skulle have en overnatning inden vi skulle med det chartrede fly fra Paris-Orly til Marokko og byen Ouarzazate.
Da vi kom til Paris var det aften, og vi fik hurtigt arrangeret os på hotellet – en sidste dag i civilisationen og i en blød seng, og vi nød et overdådigt sidste måltid på en fiskerestaurant inden vi gik til køjs.
Der var afrejse fra Paris-Orly tidligt om morgenen, og jeg havde valgt at have min rygsæk med som håndbagage med alt mad pakket i den, og jeg oplevede ingen problemer ved security i lufthavnen, og derved opnåede jeg den ekstra sikkerhed for at mit udstyr ikke skulle forsvinde i lufthavnen eller på rejsen. Sidste år var der 4 deltagere til MDS, der mistede deres bagage, og det kan hurtigt sætte en stopper for løbet, og den risiko var jeg ikke villig til at løbe med det løbet havde kostet.
Vi kom ombord i det til MDS løberne chartrede fly, og jeg fik plads ved siden af en ældre franskmand med et køligt og jernfast blik. Han viste sig dog at være fin nok, og jeg skulle senere støde på ham igen under selve løbet og især på den lange etape. Vi fik også mødt Jørgen, der var den sidste danske deltager og alderspræsident.
Da vi ankom til Ouarzazate i Marokko kom vi igennem paskontrollen og stod forventningsfulde og ventede på vores bagage – spændingen var enorm da alle jo håbede at bagagen var kommet med. Heldigvis var der ingen problemer og alle fik deres bagage, og vi kunne fortsætte ud i de ventende busser.
Løbsdirektøren for MDS, Patrick Bauer, tog imod alle løbere med håndtryk inden vi satte os ind i busserne, hvilket gav indtryk af at vi var i gang med noget særligt. Der ventede en 6 timer lang bustur ud til ørkenen, så der var rigelig tid til at få en lur undervejs. Jørgen og jeg snakkede godt, og han kunne fortælle at han i 2009 desværre måtte udgå på sidste etape på grund af infektion i benene pga. vabler samt et voldsomt hævet knæ, så han glædede sig til at få arbejdet gjort færdigt i år. Det var rart og en stor hjælp at kunne spørge ham og Theis, der også havde løbet MDS før, lidt til råds med små praktiske ting under selve løbet.
Undervejs på busturen fik vi udleveret vores Road book, der indeholdt beskrivelser af alle etaperne, og det var første gang vi fik den reelle distance at se for hver etape. Hele løbet var 250,7 km og 1. Etape var 33 km, 2. Etape 38 km, 3. Etape 38 km, 4. Etape 82 km, 5. Dag var hviledag, 5. Etape var 42,2 km og sidste 6. Etape var 17,5 km, så det var med spænding og forventning om et hårdt løb, at vi fortsatte busturen. Vi fik også udleveret vand og en frokostpose, og vi stoppede kun én gang for at holde tissepause og spise frokost. Det var faktisk sådan at jeg var nødt til at spørge en af de franske officials, der var med bussen, om vi ikke snart kunne stoppe, da jeg var presset og skulle tisse som en gal. Hun sagde at om en time kunne vi stoppe, men der måtte jeg sige at det kunne de godt glemme, for så fik de våde sæder i bussen. Vi stoppede efter 30 min. og jeg stillede mig op som den første og tissede i ca. 15 min. foran alle i busserne. Og få min. efter havde jeg ”trukket” lange rækker af løbere, der stod og tissede ude midt i ingenting i ørkenen…
Efter frokosten fortsatte turen, og jo længere ud i ørkenen vi kom jo mere støv og sand blev der suget ind i bussens ventilationssystem. Det sved i øjnene og næsen stoppede til, og på et tidspunkt fik jeg en voldsom blodnæse pga. sandets/støvets påvirkning af slimhinderne. Det skulle vise sig at være ganske normalt ude i ørkenen for mange.
Ved ankomsten til lejren og ørkenen blev alle nærmest ”læsset” på gamle militær-lastbiler med deres bagage og kørt de sidste km ud til lejren i ørkenen. Lastbilerne var af noget ældre dato, og nok ikke nogle der var blevet godkendt som sikkerhedsmæssigt forsvarlige hjemme i Danmark, men det tog vi med et smil.
Denne lille køretur var også vores første møde med den eneste finske deltager i løbet, der havde langt hår, grønne tætsiddende jeans og laksko og vi tænkte på det tidspunkt at han nok var det forkerte sted. Senere skulle det dog vise sig at han var en meget viljestærk fyr, da han undervejs i løbet fik så kraftige vabler at alt hud under fødderne slap, og han fik tapet begge fødder ind og alligevel klarede sig igennem løbet. Han skulle efterfølgende opereres i begge fødder.
Alle blev installeret i de opstillede bivuaker/telte og alle os danskere holdt os sammen og gik hen for at finde et telt (jeg vil fremover kalde det et telt, men reelt set var det et stort sort stykke sækkelærred, der var udspændt med 2 store grene samt nogle mindre på et tæppe, der var lagt ud på jorden) hvor vi kunne være alle 4. Vi fandt et telt nr. 66, hvor der allerede var 4 andre løbere – 3 tyskere og en lille japaner. Jeg spurgte om vi måtte bo sammen med dem, og det måtte vi godt. Vi var særdeles heldige, da det skulle vise sige at blive et super hyggeligt og harmonisk telt under løbet.
De første to dage d. 1.-2. april skulle vi ordne en masse praktiske ting;
Vi skulle gennemgå et lægeligt tjek, hvor vi tog alt vores udstyr med samt vores overskydende bagage. Her fik vi en ankelchip, der skulle bruges til tidtagningen under løbet, vi fik udleveret salttabletter, et nødblus på ca. 900 g (skønt med lidt ekstra vægt undervejs) samt blev clearet af nogle læger, der gennemgik éns EKG og papirer. Vores rygsæk blev vejet og de franske officials sikrede sig at vores medbragte mad indeholdt de netop minimum 14000 kalorier til løbet – 2000 kalorier pr. dag. Alt var i orden, og jeg fik afleveret min overskydende bagage, som jeg først igen skulle komme til at se efter selve løbet. Vi fik også udleveret et ”klippekort”, der skulle bruges til at kontrollere og klippe hver gang vi fik udleveret de obligatoriske vandrationer. Hver dag mellem 0630-0730 var der afhentning af vand inde i centrum af den halvmåneformede lejr, og afhentede man ikke vandet (typisk 1,5 L) fik man en penalty eller tidsstraf.
Disse to første dage sov vi i teltene, men fik morgen- og aftensmad og lidt underholdning af de lokale med sang og dans.
Den 3. April var dagen for den første etape og selve løbet, der skulle vare fra d. 3.-9. April og hvor vi skulle være selvforsynende med alt pånær vand. Vi gjorde os klar om morgenen, og jeg tapede mine hæle ind med Kinesio Tex tape for at undgå slidsår og vabler ved slid mod hælkappen af skoene. Så spiste jeg min frysetørrede morgenmad med tilsat kogende vand (alle andre dage valgte jeg at blande koldt vand i for at spare tid på at lave mad om morgenen). Omkring kl. 0630 kom de officielle marokkanere til vores telt og råbte ”Yalla Yalla” og så gjaldt det om at få alt sit grej ud af teltet, da de gik i gang med at rive teltet ned og pakke det sammen. Dette var et ekstra stress-moment hver morgen, men til sidst blev man så hurtig og effektiv om morgenen med at tape fødder ind og pakke rygsækken, at det ikke virkede generende. Vi hentede herefter vores obligatoriske 1,5 L vand, som skulle strække til vi ankom til det første CP.
1. Etape var 33 km lang og i benhårdt terræn. Der var 2 checkpoints – CP1 efter 13 km og CP2 efter 26 km. Vi blev sendt afsted ca. kl. 9 med overflyvende helikopter og til lyden af ACDC’s ”Highway to Hell”, der bare bragede ud af højtalerne. Tempoet var uhørt højt med vores 8-10 kg rygsække (min vejede fra starten af ca. 8,2 kg og vandet vejede yderligere 1,75 kg – så i alt 9,95 kg vejede min oppakning) og vi løb de første 13 km på en blanding af stenet grund og sand i et stort samsurium. Varmen var rimelig overkommelig på dette tidspunkt, hvor det også luftede en anelse, hvilket hjalp med at afkøle én bedre.
Efter ca. 11 km kunne vi se de enorme sandbanker (sand dunes lyder lidt mere frygtindgydende efter min mening), der kaldes Chebbi Erg – nogle af de højeste sandbanker i Marokko – trone op et par km længere fremme. Fra CP2 skulle vi løbe 13 km i de højeste sandbanker – hvilken voldsom start og indledning til Marathon Des Sables. Sandbankerne var stejle og primært i blødt sand, så det var tungt og hårdt at løbe/gå i, og samtidig steg temperaturen op af dagen, så det føltes trykkende og som i en gryde mellem sandbankerne, hvor der ikke var en vind, der rørte sig. Sandbankerne var noget af det smukkeste jeg nogensinde har set med det fine rødbrune sand og deres skønhed blandet med brutaliteten af at bestige dem. Jeg sørgede for at drikke godt og spise salt – vi havde fået udleveret obligatoriske salttabletter – 20 pr. dag, som vi skulle indtage. Jeg supplerede det med SaltStick kapsler for at sikre at jeg fik salt nok. Jeg skulle først vænne mig til hvordan man drikker væske i ørkenen. Når vi havde rationeret vand, så skulle man drikke små tårer jævnligt for at sikre nok væskeoptag, men også for at vænne kroppen til at klare sig på væsentligt mindre vand. Undervejs på etaperne tissede jeg ikke eller måske kun en enkelt gang, og det er faktisk en fin målestok for at kroppen absorberer alt det væske den skal. Man skulle så være opmærksom på signaler som hovedpine, svimmelhed og éns hud, der alle kunne give et fingerpeg om hvorvidt man var ved at dehydrere.
Jeg kæmpede mig igennem sandbankerne, og da jeg endelig nåede igennem sandet og bankerne tronede CP2 op ved 26 km, og det var med glæde at jeg kunne få nye forsyninger af vand. Jeg fyldte hurtigt mine drikkedunke og løb videre. Terrænet skiftede til et goldt og stenet underlag, og jeg kunne se, at de fleste nu gik hen mod mål. Jeg forsøgte at skrue lidt op for tempoet, og lige pludselig kom en af de andre danskere Jan løbende forbi, og jeg forsøgte at hægte mig på – den sidste km måtte jeg dog slippe lidt og fandt mit eget tempo og forsøgte at slutte af med en spurt, hvor jeg overhalede en del løbere. Terrænet var helt fladt, og mål-porten kunne ses ude i horisonten i varmedisen, men afstandene kunne snyde én ganske meget. Endelig krydsede jeg målstregen med en placering som nr. 95 på en meget hård første etape, der gav os et fingerpeg om hvad det var vi havde begivet os ud på med dette barske eventyr og hvad der ventede os de næste dage.
Da jeg krydsede målstregen gik jeg nogle få skridt hen til en te-stand i forbindelse med mål (Sultan te er officiel sponsor af Marathon Des Sables), hvor man fik et krus med skoldhed og meget sød og velsmagende te. Jeg havde aldrig troet at te kunne smage så vidunderligt, men teens sødme og varme gjorde godt og gav fornyet energi (britiske soldater har i årevis drukket te i ørkenen, som en måde at få væske og sukker). Efter denne te-ceremoni gik jeg videre over til det obligatoriske punkt for udlevering af vand, hvor jeg fik stukket 3 x 1,5 L flasker i favnen – 4,5 L vand i alt. Så skulle man gå det sidste stykke hen til éns respektive telt, og vores var naturligvis et af dem længst væk i den halvmåneformede lejr.
Det var skønt at ankomme til teltet, hvor kun Jan, den japanske løber og jeg var ankommet. Så smed jeg rygsækken og slappede af og fik taget strømper, sko og gaiters af for at få luft til fødderne. Jeg klargjorde (og det gjorde jeg efter hver etape) en recovery drik i min 750 ml flaske – Hammer Nutrition Recoverite som indeholdt aminosyrer, protein, lidt kulhydrat og ikke mindst elektrolytter som en måde at få fyldt væske på og restituerer hurtigere. En skøn fornemmelse bare at sidde og nyde at man nu havde fri efter en hård dag. Alle danskere kom fint i mål, og vi fik alle pakket liggeunderlag og grej ud, så vi kunne lave mad og passe på os selv og restituere. Jeg havde et Therm-a-rest liggeunderlag med, som var selvoppusteligt og i en størrelse, der lige dækkede torsoen. Det fyldte nærmest ingenting, og det var udmærket og behageligt at ligge på ovenpå det tæppe, der var bredt ud på jorden i teltet. Vi tilberedte vores frysetørrede mad og gik til ro omkring kl. 20-21 for at få mest muligt søvn ovenpå en hård dag – og det skulle vi senere få brug for. Det blev lidt køligere især sidst på natten, men jeg frøs ikke og min sovepose – en Yeti Passion Three var fantastisk behagelig og varm, og så vejede den næsten ingenting, kun ca. 465 g. Flere nætter sov jeg i bar overkrop mens Jan sov i bukser, to trøjer og en Buff på hovedet. Det betød bare så meget, at man fik en behagelig søvn uden at man lå og frøs hele natten.
2. Etape skulle på papiret ifølge Road book’en være lidt lettere end først etape mht. terrænet. Etapen var på 38 km med 3 checkpoints – CP1 efter 11,3 km, CP2 efter 22,2 km og CP3 efter 31 km. Planen var at vi skulle starte kl. 0830, men vi blev igen forsinkede af løbere, der ikke kom til startlinjen i tide, så den var nærmere 0845 før vi kom afsted på dagens etape. Løbsdirektøren Patrick Bauer fortalte hver morgen inden etapen om hvad man kunne forvente på dagens etape samt detaljer om den samlede stilling og hvem, der havde fødselsdag den pågældende dag efterfulgt af en mindre fødselsdagssang. Vi fik også at vide hvad dagens tal var, og hvor mange der var udgåede efter hver etape. Sarah var den officielle oversætter til engelsk fra fransk, da Patrick ikke taler engelsk, og Sarah gjorde et super godt job. Patrick og hende stod hver morgen på en Jeep og talte til os startende løbere. I dag skulle vi løbe på meget stenet underlag med stenbrokker, der lå overalt – en meget ujævn og teknisk rute, der krævede fuld opmærksomhed for ikke at blive skadet, falde eller lignende.
Vi kom godt afsted og løb på småstenet underlag, og kroppen havde det godt. Jeg kunne holde et rimeligt tempo, og vi løb i små sandbanker fra CP1, hvor vi fik en flaske med 1,5 L. Jeg spiste ca. 2 energi gels i timen og udvalgte steder tog jeg en Mulebar energibar med ca. 240 kalorier for ekstra energi.
Mellem CP2 og CP3 kom de meget tekniske passager med mange sten og brokker, der lå heftigt spredt ud i terrænet. Jeg gav den gas, og tænkte at det går fint, og jeg øgede tempoet for at komme hurtigt igennem etapen, og fordi mange satte tempoet meget ned på disse passager. Flere gange bankede jeg foden ind i nogle sten, og der blev rundhåndet delt ud af råb a la ”FUCK!”, ”PIIIISSS!” og ”FOR HELVEDE!”, når jeg bankede tæerne ind i sten. På et tidspunkt følte jeg mig så nonchalant at jeg løb rigtigt hurtigt forbi nogle amerikanere, hvorefter jeg bankede foden ind i en sten, der blev liggende fast. Jeg faldt lige så lang jeg var med rygsæk og det hele og følte mig som en menneskelig bænkebider eller skildpadde, der er landet på skjoldet, og jeg kunne ikke rejse mig ved egen hjælp lige der. Så jeg bad amerikanerne om hjælp og to af dem hjalp mig op. Der var ikke sket noget, men jeg bandede indvendigt over mit klodsede stunt og over ikke at løbe sikker frem for hurtigt (der var senere en løber, der ufrivilligt måtte udgå med et brækket ben på grund af et fald).
Jeg løb videre og løb mere sikkert, og fik overhalet en del og som afslutning på dagens etape var der de sidste knap 4 km flere sandbanker, der sugede den sidste energi ud af kroppen. Jeg løb op og ned af disse sandbanker og satte et godt tempo de sidste km og kom glad i mål efter dagens 38 km. Jeg kom ind som nr. 85, så jeg var glad og stolt men også godt brugt.
Aftenen brugte vi igen på at pleje os selv og noget jeg ville gøre anderledes til en anden gang er at medbringe flere mindre snacks og ting, som man finder lækkert derhjemme i dagligdagen. Disse små ting kan virkelig forsøde aftenerne under sådan et løb ude i ørkenen, hvor man er væk fra dagligdagens materielle ting. Jeg er dog glad for at jeg havde medbragt Nescafe Cappuccino breve – Jeg skar bunden af en tom 1,5 L flaske og brugte den som kaffekop og nød kaffen med ekstra skum sammen med en af de andre kaffe-afhængige danskere Jørgen. Det var noget af det bedste og utroligt hyggeligt at sidde ude i ørkenen midt i ingenting og nyde! Man lærer virkelig at værdsætte de små ting, der ofte tages for givet i hverdagen.
3. Etape var en hård 38 km som ”opvarmning” til den lange 4. Etape på 82 km. 3. Etape var igen delt op på 3 checkpoints – CP1 efter 12,5 km, CP2 efter 24,5 km og CP3 efter 31 km. Etapen skulle vise sig at blive meget hård, varm og med kæmpe personlige kriser. Jeg havde på forhånd tænkt at jeg ville holde lidt igen på dagens etape for at ”spare” lidt kræfter til den lange etape. Dagen begyndte med en kraftig sandstorm, så telte væltede og alle blev fuldstændigt sandet til. Det var et stort irritationsmoment da vi skulle pakke vores ting sammen, men også vildt at opleve. Dagen startede godt med at vi løb i sandstorm de første timer, og jeg løb de første 25 km uden problemer på en blanding af stenet, bakket grund og sandbanker. Fra ca. 22 km til CP2 ved 24,5 km var der nogle ”giftige” sandbanker, der virkelig pressede én og på det tidspunkt begyndte varmen at genere mig. Efter CP2 løb vi størstedelen af tiden indtil CP3 i udtørrede flodsenge med saltsøer på et underlag, der gav efter, når man løb på det. Det var helt vindstille, og varmen var nærmest ulidelig. Jeg kunne mærke at jeg ikke kunne holde tempoet, og jeg måtte sænke det og jeg havde følelsen af at jeg var ved at gå helt sukkerkold og blive tømt for energi. Jeg spiste en Mulebar for at få nogle kalorier, og efter ca. 8 km begyndte jeg at komme ovenpå igen. Fra CP3 skulle vi direkte op i en bjergkløft, hvor man klatrede og gik opad i langsomt tempo – jeg var ved at koge over, da der i selve kløften var vindstille og som en gruekedel. Sveden haglede af mig, og jeg kunne mærke hjertets banken i hele kroppen – Jeg var så presset fysisk, og jeg tog ekstra salt og drak ekstra væske for at holde kroppen kørende. Da jeg nåede toppen af bjerget var der en fantastisk udsigt ned af bjerget – et fantastisk syn. Derfra kastede jeg mig nedad sandbanken på den anden side af bjerget og fortsatte fremad. Varmen var meget problematisk for mig, og jeg tog ca. 2 SaltStick saltkapsler i timen suppleret med et par af de mini salttabletter, som vi havde fået udleveret som obligatorisk udstyr. Jeg fortsatte med at drikke små tårer af vand kontinuerligt og de sidste 2-4 km af etapen skulle vi igen opad nogle gedigne sandbanker for at nå frem til mål. Jeg fik på et tidspunkt blodnæse på grund af alt støvet og sandet i slimhinderne, men jeg tørrede blodet af med den Buff jeg havde om håndleddet og fortsatte. Jeg blev overhalet af flere løbere, men jeg kunne mærke på mig selv, at jeg ikke skulle presse mig selv mere på denne etape, og på den anden side af sandbankerne kunne jeg se mål, og jeg løb træt over målstregen efter en barsk optakt til den længste etape. Jeg kom i mål som nr. 194 og var godt tilfreds.
Jeg gik hen til vores telt, og ordnede mine fødder og fik drukket væske.
Senere kom Jan i mål, og jeg kunne se, at han ikke havde det godt – han sagde at han havde kvalme og bare lige skulle ligge lidt, men han var helt hvid i hovedet med kæmpe saltrande i ansigtet. Theis kom efterfølgende også til teltet, og vi forsøgte begge at få Jan til at drikke og spise noget salt. Efter noget tid, hvor vi kunne se at han ikke fik det bedre insisterede jeg på at han skulle hen til lægeteltet og efterses, så jeg fulgte Jan til Infirmeri-teltet, der også var stedet hvor man fik ordnet fødder. Jan lagde sig i skyggen af et telt, og jeg forsøgte at forklare en af de franske officials at han havde kvalme og at jeg mente det var salt- og væskemangel. Hun bad os vente, og da jeg kunne se, at de fortsatte med at ordne fødder på de andre, og kalde dem ind, hidsede jeg mig op og forklarede den franske official at Jans tilstand altså var noget mere alvorlig end nogle fødder og vabler. Jan kom så til, og en læge tilså ham, og det endte med at han skulle have drop – i alt 3 poser med 1,5 L salt- og sukkeropløsning, og da han igen kom til vores telt sent om aftenen var hans tilstand væsentligt bedre. Han fik en 30 min. tidsstraf for at få drop, men kunne så i øvrigt fortsætte løbet. Vi andre danskere og teltet var naturligvis mærkede af at Jan var ved lægerne, og alvoren af dette ørkenløb gik for alvor op for os der. Der kan i øvrigt ikke sættes noget på sikkerheden og lægerne under dette store løb – alt fungerede suverænt og der blev passet rigtigt godt på os. Det kunne man også se på den lange etape, hvor Jan ved CP3 blev ”tvunget” til at drikke 1,5 L sukkeropløsning, da han igen begyndte at få kvalme og få problemer.
En hård dag var overstået, og nu gruede vi alle for den lange etape.
4. Etape skulle vise sig at blive ualmindeligt hård med de skræmmende 82 km fordelt over 6 checkpoints – CP1 efter 12,2 km, CP2 efter 25 km, CP3 efter 38 km, CP4 efter 49 km, CP5 efter 61 km og CP6 efter 72 km.
Vi blev sendt afsted ca. kl. 9 og de bedst placerede 50 løbere blev sendt afsted 3 timer efter os andre, men skulle senere vise sig alligevel at overhale feltet af løbere.
Vi løb afsted og jeg kunne straks mærke at det blev en meget varm dag. Der var overhovedet ingen vind og fra starten af haglede sveden af mig. Vi løb i blødt sand og stenet terræn og jeg følte på dette tidspunkt overskud. De første CP blev passeret i rimeligt tempo, og omkring 3 km fra CP3 skulle vi igen opad et bjergpas. Tempoet gik ned og jeg hev efter vejret, og kunne mærke at jeg ikke er født som en bjergged. Oppe på bjerget løb jeg tør for vand, og efter 1 km spurgte jeg en amerikaner, om han kunne undvære lidt vand, og han var så venlig at hjælpe mig. Det var en dum fejl at løbe tør for vand, men efter etapen fik vi at vide at mange havde kritiseret at man kun fik udleveret 1,5 L vand ved CP2. På den anden side af bjergpasset var der sand og atter sand – store tunge sandbanker, som jeg kæmpede mig igennem for at komme til CP3 og mere vand. På et tidspunkt løb jeg forbi den franskmand, som jeg havde siddet ved siden af i flyet til Marokko, og han bad mig hjælpe ham med at få en vandflaske fri fra en sidelomme på hans rygsæk. Han tilbød mig en tår af hvad der mindede om en powerade drik, og det var lige det ekstra boost af energi, som jeg havde brug for. Jeg fortsatte, og fik igen gang i ben og tempo og nåede frem til CP3. Jeg stod lidt i skyggen under et udspændt banner, og fyldte vand i mine drikkedunke, hvorefter jeg fortsatte fremad ud i varmedisen. Terrænet skiftede til små sandområder med en form for siv/græs til udtørrede flodsenge, hvor der var ekstremt varmt, og til underlag med masser af sten, hvor tempoet dog blev sat lidt op. Tæt på CP4 begyndte de hurtigste løbere at komme op bagfra, og på et tidspunkt nærmest ”fløj” Mohamad Ahansal (vinderen af løbet de sidste 4 år) forbi, og lidt kækt tænkte jeg at jeg ville lige løbe op på siden af ham og hilse på. Så det gjorde jeg – jeg gav den lidt ekstra gas og løb op på siden af ham og sagde ”Hello! I’m Christian from Denmark – Have a great race”. Han smilede og spurgte mig om noget, som jeg ikke kunne forstå, og jeg satte igen tempoet ned. Da jeg kom til CP4 stod han og fik vand og vaskede ansigtet hvorefter han hurtigt forsvandt ude i horisonten.
Jeg fik mit vand og fortsatte også videre i et noget andet tempo gennem udtørrede flodsenge, og så kom jeg igen til en masse hårde sandbanker de sidste ca. 4 km inden CP5. Jeg kunne mærke at jeg var ved at være drænet for energi, så mit tempo faldt drastisk og mange overhalede mig. Jeg spiste lidt flere gels og Mulebars og kæmpede mig videre, og på et tidspunkt skulle jeg tisse, og jeg kunne se på farven heraf at jeg var i underskud af væske, så jeg drak lidt oftere af små tårer og spiste lidt mere salt, og fornemmede at væskebalancen blev bedre. Ved CP5 begyndte jeg at få kvalme og blive en smule svimmel. Mørket var begyndt at falde på – noget som jeg havde hungret efter hele dagen i den bagende sol. Jeg tog mig tid til at fæstne et gult knæklys til rygsækken, som alle løbere havde fået udleveret ved CP3. Så fandt jeg min pandelampe frem og tog den på. Jeg hev også noget Hammer Perpetuem energidrik frem og fyldte på flaskerne, da jeg stadig følte det som om jeg var tømt for energi. Jeg tvang mig selv til at komme op igen, få rygsækken på og fortsætte – i et splitsekund overvejede jeg om jeg skulle kontakte lægerne ved dette CP, da jeg ikke var så glad for kvalmen og svimmelheden, men jeg fortsatte fremad. Lyskeglen fra pandelampen oplyste nogle få meter frem for mig, og jeg fulgte rækken af gule knæklys, der lyste op i aftenmørket. Ruten var også markeret med grønne knæklys, og det fungerede fint. Jeg fik stadig mere kvalme, men svimmelheden var aftaget, og jeg fik den indskydelse at det var væske- og saltmangel jeg havde, så jeg drak lidt oftere og spiste lidt mere salt. De sidste 21 km var en lang, brutal, fysisk og mental kamp for at komme fremad. Jeg begyndte at tisse meget ofte og meget klar urin, hvilket var et tegn på at væsken ikke blev absorberet i kroppen, da der ikke var nogle kulhydrater eller sukker til at binde væsken. Men jeg havde ikke mere mad og energi, så jeg prøvede at få det bedste ud af det og fortsætte. Jeg var lidt bekymret over min tilstand, men tænkte kun på at komme i mål.
Så da jeg kom til CP6 ved 72 km var jeg presset, træt og kroppen skreg efter energi, men jeg fortsatte konstant tissende. En lægebil kørte frem og tilbage blandt os løbere, så jeg følte mig rimeligt tryg ude i mørket.
Fra det sidste CP kunne jeg se et grønt laserlys, der viste vejen til mål, så jeg styrede lige mod lyset. På et tidspunkt kiggede jeg til siden efter at have haft blikket fast rettet nedad mod jorden, og jeg kunne se masser af lyskegler fra andre løberes pandelamper – det var der jeg opdagede at jeg var ca. 50-70 m ved siden af ruten, så jeg styrede langsomt ind igen. Trætheden havde fået mig til at slingre væk fra ruten.
Laserlyset og mål syntes uendeligt langt væk og det virkede ikke som om det kom nærmere, men efter 14 t – 15 min. – 59 sek. krydsede jeg målstregen kl. ca. 2315 helt færdig, drænet for al energi i kroppen og på randen til at kaste op. Jeg drak et krus af det søde Sultan te, men for første gang smagte det ikke godt formentligt pga. kvalmen. Jeg fik udleveret mine 4,5 L vand og gik direkte over til lægeteltet for lige at sikre mig at alt var ok og på grund af kvalmen.
De sagde at jeg skulle skynde mig at få noget energidrik ind, så de blandede noget af min energidrik i en flaske, som jeg drak liggende med benene oppe. Efter ca. 10 min var jeg ovenpå igen og kvalmen var forsvundet, så jeg gik tilbage til teltet. Jeg var kommet i mål som nr. 200 og ingen af de andre danskere var kommet til teltet endnu.
Jeg ordnede mine fødder, spiste en kold frysetørret morgenmad for at få lidt energi og drak en masse vand og spiste lidt ekstra salt, og så lagde jeg mig og faldt hurtigt i søvn. Ved 01-tiden vågnede jeg ved at Theis var kommet i mål helt smadret og med meget ømme fødder. Han fik kraftig blodnæse og blev lidt bekymret, men han fik det stoppet efter noget tid og lagde sig også til ro. Jan var den næste der kom i mål i løbet af natten og Jørgen kom tidligt om morgenen. Vi kunne nu alle se frem til en dags hvile.
Hviledagen blev især brugt på at pleje vores fødder og få spist en masse. Især Jørgen og Jan havde slemme vabler på fødderne. Theis havde også nogle vabler, men mindre slemt og jeg havde kun en vabel på en tå, hvor huden var ”pillet” af samt et par løse negle, så jeg var sluppet nådigt. Jeg spiste en dobbeltportion frysetørret pasta og skinke til morgenmad – ca. 1100 kalorier og endnu en til aften med 1100 kalorier, så jeg forsøgte virkeligt at fylde mad på kroppens depoter. Vi fik også sovet en del for at indhente noget søvn, og jeg kunne godt mærke at kroppen var ved at være slidt nu.
5. Etape på 6.dagen var 42,2 km i hårdt terræn. Om morgenen inden etapen kunne jeg mærke at maven havde arbejdet intenst med alle de kalorier, som jeg havde indtaget dagen forinden, så jeg skulle heftigt på toilettet. Selve toiletterne i ørkenen bestod af 3 ”bokse” med læsejl ved siden af hinanden med nogle plastik toiletstole, hvor man foldede en såkaldt bio-bag udover, så man gjorde i posen og bandt knude efter toilet-besøget og smed den i en skraldespand ved siden af toilettet. Så man kunne sidde på toilettet ved siden af to andre og høre alt hvad vi hver især lavede, men sådan var det. Skulle man så skulle man – nogle gange kunne det dog være udfordrende hvis det blæste meget.
Dagens 42,2 km etape bestod af 3 checkpoints – CP1 efter 12,3 km, CP2 efter 22,3 km og CP3 efter 30,9 km, og etapen skulle vise sig at blive ekstremt hård!
Vi kom afsted ca. kl.9 og løb afsted i rimeligt tempo – indenfor de første CP var der flere meget stejle bjergpas, der skulle passeres, så vi blev allerede fra starten tappet for energi og fik brugt den sidste rest af energi i musklerne. Jeg følte mig ovenpå indtil bjergpassene begyndte at dræne mig for kræfter, men jeg fortsatte fremad i rimeligt tempo. Igen løb vi meget på et underlag med masser af sten og brokker, men også masser af blødt sand. På vej mod CP3 gik ruten igennem en ufatteligt flot palmelund. Vi løb totalt afskåret fra vinden og det føltes ekstremt varmt, så jeg satte drikkefrekvensen op igen og fik ekstra salt. Da jeg kom til CP3 var der en løber, der nærmest faldt om inde i et telt, så lægerne var over ham med det samme og tog blodtryk på ham og han fik formentligt efterfølgende drop. Det så alvorligt ud, men jeg fik mit vand og fortsatte fremad ud i varmen.
Senere fik vi at vide, at temperaturen var blevet målt til 54 grader, så det var helt i orden at have det varmt med en temperatur, der ikke var langt fra det varmeste, der er målt i verden.
De sidste 5 km forsøgte jeg at holde et højt og stabilt tempo, og jeg overhalede en masse løbere og endelig kunne jeg i varmedisen se mål, men det lignede nærmest et fatamorgana og det kom nærmest ikke nærmere. Jeg øgede tempoet og næsten sprintede de sidste par km for at hente så mange løbere som muligt, og efter 5 t – 35min. – 31 sek. passerede jeg målstregen som nr. 185, træt men ved godt mod. Det viste sig at Jan var kommet i mål næsten en time før mig, så han havde haft en super god dag – Flot løbet!
Nu kunne vi se frem til kun en sidste etape på 17,5 km den efterfølgende dag. Da alle danskere var kommet i mål og vi havde kommet os blev stemningen lidt euforisk og fuld af forventning om at nu skulle vi nok klare og gennemføre løbet allesammen. Vi holdt en mindre ”telt-fest” med hele to kopper Nescafe Cappuccino om eftermiddagen/aftenen – hvor herligt!
6. Etape var den sidste etape i årets Marathon Des Sables, og jeg kunne mærke at jeg igen havde gode ben. Lungerne var lidt ømme, men alligevel følte jeg mig mere frisk end den foregående dag. Etapen var på 17,5 km på en rimelig flad rute på stenet og sandet grund og kun delt op af et CP ved 9 km. Vi pakkede for sidste gang alt vores grej sammen om morgenen, og da jeg skulle tage min rygsæk nærmest skreg Theis, at der var en edderkop. Den var rimeligt stor og letter gennemsigtig og Theis sagde at den var giftig. Jeg fik den viftet ned på tæppet fra min rygsæk, hvorefter Jørgen resolut trådte på den. Det var faktisk det eneste dyr jeg så ude i ørkenen under hele løbet.
De 40 dårligst placerede løbere blev sendt afsted en time før alle andre, og de gik/løb så igennem den halvmåneformede lejr til klapsalver fra resten af løberne – det var et ret bevægende øjeblik.
Da vi andre blev sendt afsted kl. 9 havde jeg allerede besluttet at jeg ville holde et højt tempo og give alt hvad jeg havde tilbage i kroppen, så da tonerne fra ACDC for sidste gang bragede ud i højtalerne, satte jeg tempo på. Rygsækken vejede nu nærmest ingenting, så jeg løb et højt tempo, lige under syregrænsen og følte det som om lungerne brændte. Ved CP 1 fik jeg hurtigt fat i mit vand – fyldte det i flaskerne og fortsatte hurtigt videre. Jeg fortsatte med at overhale andre løbere, og forsøgte at undgå at nogen overhalede mig. Vi løb ind i byen Tazzarine, hvor fattige børn tiggede og bad om vand og mad, men jeg fortsatte bare videre i højt tempo. Der kom nogle små bakker inde i byen, men det var nok til at jeg begyndte at miste energi, så jeg nærmest ”slugte” to energi gels og fastholdt tempoet. Vi blev heppet igennem byen, og de sidste par km sprintede jeg fremad og jeg krydsede målstregen i jubel og triumf til klapsalverne fra indbyggere og løbets mange officials. Da jeg var kommet i mål overrakte løbsdirektør Patrick Bauer personligt vores medaljer sammen med et kæmpe kram, og jeg var tæt på at græde over at være kommet i mål. På sidste etape blev jeg nr. 85, og jeg blev samlet nr. 147 ud af 849 løbere, som bedste dansker. Noget jeg ikke havde turde håbe på inden løbet. Jeg var og er så stolt af præstationen og glædestårerne var ved at flyde over.
Vores eventyr var forbi – hvilket barskt, hårdt og smukt løb det havde været, og hvilken fantastisk oplevelse. Tak til de andre danske løbere; Theis, Jørgen og Jan for muligheden for at lære jer at kende og for at i var med til at gøre oplevelsen til noget helt unikt.
Da vi var kommet i mål fik vi udleveret en frokost og et tidspunkt for en busafgang, og så kørte jeg med en række andre løbere mod Ouarzazate og 2 dages hotelophold med præmieoverrækkelse og ikke mindst buffet. Det var skønt at sove i en blød seng igen og komme i bad, men det bedste var at gennemføre dette utrolige ørkenløb, som jeg kun har rosende ord for.
Da jeg igen kom hjem til Danmark sprang jeg på vægten, og havde tabt 4 kg og det var efter 2 dage med buffet og normal mad, så det var et hårdt løb for kroppen, men jeg ville aldrig have undværet denne kæmpe triumf og oplevelse.
