The High – Verdens højeste ultraløb
Artikel af den britiske og meget erfarne ultra- og ekstremløber Mark Cockbain, der vandt første udgave af dette ekstraordinære løb i Himalaya.
Jeg har løbet i de varmeste og koldeste områder og ultramarathons. Ultraløb, der krævede høj fart og tempo og løb i varierende og krævende terræn.
Hvert ultraløb har sin helt egen unikke faktor, men nu stod jeg som deltager i et løb, der kaldes La Ultra The High…. Verdens højeste ultraløb.
The High er et non-stop ultra, hvor man løber en distance på 222 km over to bjergpas på ca. 5487 m, med en gennemsnitlig højde for løbet på 3962 m.
Løbet foregår i området langs en del af en vej, der hedder Manali highway i Himalaya bjergene i Indien. Dette er den højest beliggende vej, hvor det er muligt at køre i bil, og den varetages af den indiske hær. Det er kun muligt at færdes på vejen i 3 måneder pr. år i sommerperioden.
Dette løb er hjertebarnet for løberen Dr. Rajat Chauhan, noget, der virkede som en skør idé for mange ultraløbere, da det første gang blev præsenteret, da mange tænkte på hvorvidt det faktisk kunne lade sig gøre at løbe i disse højder.
For mig så lød det som en fantastisk, men også unik udfordring, og jeg valgte at prøve at finde ud af, om jeg ville kunne klare sådan et løb i ekstreme højder. Så jeg tog til Leh i Himalaya bjergene for at mødes med to andre ultraløbere, der også havde sat sig for at prøve denne udfordring. De to løbere var Bill Andrews og Molly Sheridan, begge meget erfarne ultraløbere fra USA.
Jeg havde kun 5 dage til at akklimatisere før løbet startede, og jeg blev hurtigt introduceret for mit eget personlige crew bestående af 4 hjælpere, før jeg påbegyndte højdetræningen.
Mine hjælpere var Sonali, Manisha, Akhil og den bedste chauffør nogensinde, Bunty. Ingen af dem havde været hjælpere ved et løb før, men de var meget hjælpsomme og villige til at lære.
Min træning i området ved Leh bestod i at rejse op til højere områder på løbsruten hver dag og til sidst til det højeste punkt i 5487 m højde på Kardung La bjergpasset. Jeg fandt ud af, at først og fremmest var min tid med at komme opad en ren kamp, mens det at gå nedad var ok, men opad var det en meget hård tur, der besværliggjorde det at trække vejret.
I løbet af de få dage før løbet startede, formåede jeg at øge mit tempo og selvtillid i disse ekstreme højder, indtil jeg følte at jeg kunne klare presset, som løbet ville udfordre min krop med. Højdesyge kan påvirke hvem som helst på hvilket som helst tidspunkt uafhængigt af fysisk form, men min største bekymring var, hvordan jeg ville klare højderne, når jeg var presset og udmattet. For det første og højeste punkt ville være på en maraton distance, men mere bekymrende ville det næsthøjeste punkt være efter at man havde løbet 100 miles (160 km).
Før at løbet startede blev vi alle sammen mindet om, at højdesyge var meget alvorligt, da en af chaufførerne blev kørt til hospitalet med en livstruende højdesyge og lungeødem, som han dog heldigvis ikke fik nogle men af. Han kom sig fuldstændigt efter den ubehagelige oplevelse.
Efter at have slået lejr over natten ved den smukke og grønne landsby Kardung i 4572 meters højde, omgivet af fantastisk smukke sneklædte bjerge, en udsigt, der gjorde én helt mundlam, stillede vi os tre klar bagved startlinjen – klar til at begynde på dette spændende og nye ultraløb.
Så snart løbet startede, og jeg begyndte at løbe, kunne jeg føle at min brystkasse var meget mere stram end normalt, og jeg var nødt til at kontrollere min vejrtrækning. Det var skønt endelig at få påbegyndt løbet og at gøre løbet til en realitet. Jeg kiggede på de tårnhøje bjerge og utrolige klippeformationer omkring mig.
Løbet foregik på ”vej”, men det syntes som om, at det nærmest blev mere stenet og på klipper jo højere jeg kom op.
Efter nogle få timers gradvist løb opad, havde jeg mistet Bill og Molly af syne, og jeg fokuserede på at bestige Kardung La så hurtigt som muligt. Jeg var over 4877 meters højde ifølge mit ur, og jeg kunne kun klare at løbe/gå uden at være nødt til at gispe og hive efter vejret. Op og opad fulgte jeg vejen indtil jeg kunne se det sneklædte bjergpas på afstand.
Mine hjælpere stoppede ca. hver anden km for at uddele friske og fyldte vandflasker og gels.
Min krop var så ekstremt presset, og det var lidt som at trække vejret igennem et sugerør.
På lidt over 6 timer nærmede jeg mig hurtigt toppen af bjergpasset og maraton distancen, og mit hjerte var på et kæmpe overarbejde.
Jeg drejede om et hjørne og lagde mærke til et større postyr foran mig….. hele ruten var blevet snedækket af en nylig lavine, og jeg var meget heldig, at jeg ikke var løbet lige ind i lavinen – det var sket bare et par minutter før jeg ankom.
Hæren kunne ses ved lejren i Kardung La, hvor de fjernede sne med skovle, og jeg var bekymret for at jeg skulle vente indtil sneen var helt ryddet, men jeg bestemte at jeg ikke ville vente, så jeg trampede nærmest ind over de enorme snemasser og fortsatte mod toppen. Heldigvis havde mine hjælpere allerede passeret stedet hvor lavinen var, og de ventede på mig på toppen. Jeg fejrede kortvarigt, at jeg havde nået toppen ved at tage nogle få billeder, men jeg vidste at jeg var nødt til at begynde nedstigningen hurtigt for at undgå højdesyge.
Jeg følte mig rimeligt stærk, men jeg var opmærksom på det ekstra arbejde og stress på mit kredsløb. Jeg blev lidt dårlig, da jeg begyndte at jogge nedad på den anden side af bjergpasset, og det at løbe gjorde stadig, at jeg måtte kæmpe med vejrtrækningen indtil jeg var under 4572 meters højde.
Her var vejen lettere tilgængelig og jeg valgte at skifte mine trail sko til mine løbesko til vej, og så spiste jeg lidt mad, som mine hjælpere gav mig.
Jeg havde det meget bedre nu, når jeg løb her i lavere højder, og jeg havde et rigtigt godt tempo nedad mod Leh og de 50 miles (80 km).
En imponerende gylden ørn fløj forbi over mit hoved i den varme aftenluft, og jeg kunne mærke solens stråler varme mine ben, men jeg nød den fantastiske udsigt, og jeg nød nedstigningen ind til byen…
Leh er en travl by, og man er nødt til at være årvågen og på mærkerne med hensyn til trafikken. Der er ingen klare færdselsregler, så jeg var glad, da jeg nåede den anden side af byen uden uheld. Jeg tog et kort hvil med mine hjælpere for at spise noget varm mad og for at skifte til mit løbetøj for natten.
Det var mørkt ved 20-tiden, men hovedvejen længere fremme var fyldt med biler, så jeg tog reflekser og pandelampe på samt en lommelygte. Jeg tog ingen chancer!
Jeg fandt det lettere at løb på det blødere sand i vejsiden , og jeg gjorde hurtige fremskridt på den travle vej og igennem nogle landsbyer og så langs en snæver og stille vej. Jeg kom gennem ”sovende” byer og landområder – fuldmånen oplyste den vej jeg løb på, og jeg løb forbi flere silhuetter af klostre med glødende gule lys fra vinduerne. Det var uhyggeligt stille midt om natten.
Men alligevel følte jeg mig godt løbende, og jeg fortsatte i et rimeligt tempo til jeg nåede ca. 128 km, hvor jeg var ved at gå sukkerkold.
Min krop havde været på ekstremt overarbejde på grund af højderne, og jeg havde ikke indtaget nok kalorier de sidste timer, hvilket gjorde at jeg var ved at gå helt ned. Derfor var jeg nødt til at stoppe, få noget at spise og restituere. Jeg mistede noget tid på det, og mens jeg hvilede fik jeg de chokerende nyheder, at både Molly og Bill var blevet kørt til hospitalet! Molly på grund af dehydrering og Bill på grund af brystsmerter. Dette var meget bekymrende, og jeg blev mindet om, af højdeeksperten Karshal, på mit hjælper team, at jeg bare skulle tage mig god tid og være sikker på, at jeg var stærk nok til det næste bjergpas på 5487 meter over Tanglang La. Mit eneste mål var at bevise, at dette løb kunne gennemføres.
Lige så snart jeg var kommet mig, fortsatte jeg langsomt ind i natten, kun for snart at være omringet af adskillige gøende hunde. Det var temmelig nedslående, men hunde fra Himalaya synes at være rimeligt uskadelige, så jeg løb videre og ignorerede dem.
Ved daggry stoppede jeg igen for at spise morgenmad før jeg fulgte en hurtigt strømmende flod ind i en utroligt smuk dal, der skulle lede mig til landsbyen Rumptse og lejren før det sidste bjergpas.
Det var en ekstremt varm dag, omkring 40 graders varme, hvilket forstærkedes af dalens vægge, der fungerede som en varmegryde. Så jeg tog en langærmet trøje på og en ørkenhat for at beskytte mig mod solen.
En lokal bonde sluttede sig til mig et par km, og selvom han ikke talte meget engelsk. Så forsøgte jeg at forklare ham, hvad det var jeg var i gang med. Jeg viste ham ruteprofilen på mit hjælper køretøj og han virkede meget imponeret. Han fortsatte sammen med mig hele vejen til hans landsby og han inviterede mig sågar på en kop te! Men jeg forklarede ham, at jeg var nødt til at fortsætte, og jeg gav ham et venligt tak.
Jeg oplevede lokalbefolkningen som meget venlige mennesker, og de sagde alle ”jullee”… Der betyder ”hej”, når jeg løb forbi.
Jeg nåede til lejren lige før landsbyen Rumptse, hvor jeg fik lidt varm mad, som forberedelse til min næste opstigning. Jeg var allerede i 4572 meters højde igen, og jeg kunne fornemme det unaturlige pres og stress på min krop.
Rajat fulgtes med mig lidt efter Rumptse, da jeg påbegyndte min stejle opstigning af bjergpasset ca. 30 km fra toppen.
Bjerget blev gradvist stejlere, og jeg kunne kun gå, da mit åndedræt var voldsomt.
Det var rart at have Rajat til at pace mig op ad bjerget, og vi håbede begge to på, at jeg mindst kunne blive den første til at gennemføre løbet!
Op og op… Jeg følte det som om at mit hoved var ved at eksplodere da jeg kom over 4877 meters højde, og jeg var opmærksom på hvor koldt det pludselig blev, da solen forsvandt bag de sneklædte bjerge.
Jeg vidste, at jeg løb langsommere, men jeg var fast besluttet på at vinde over det andet bjerg. Timerne gik og det var som om at toppen aldrig kom nærmere, og jeg begyndte at få det værre, jeg blev kold og fik en forfærdelig hovedpine.
Jeg følte det som om jeg var en anelse beruset og forvirret. Jeg tog nogle flere lag tøj på – to jakker, da temperaturen faldt til under frysepunktet.
Jeg blev lidt irriteret, da jeg ikke kunne se bjergtoppen, og jeg blev ved med at spørge Rajat, hvor den blev af.
Han fortalte mig, at jeg skulle blive ved, men nu begyndte det at blive svært at fokusere på ham og se ham, og mine hjælpere blev ved med at guide mig i den rigtige retning, da jeg hele tiden var ved at døse til højre på ruten… og der var langt ned!
Sonali gik sammen med mig og hjalp og guidede mig over den ekstremt stenede og våde rute. Mine fødder var nu fyldt med vabler, og det at træde på skarpe sten betød bare ekstra smerte.
Jeg var lidt ængstelig på dette tidspunkt, og jeg var ikke i humør til at blive på toppen særlig længe, da vi endelig nåede frem. Det var meget koldt, og jeg var svimmel og dårlig, og jeg vidste at jeg var nødt til at komme ned hurtigt. Jeg mistede kropsvarme med lynets hast.
Det havde været en lang nat og højderne havde tømt mig for energi, og jeg formåede kun at løbe nogle få km nedad på den anden side af bjerget, før jeg nærmest væltede ind i vores hjælper bil, hvor jeg forsøgte at få varmen. Jeg var færdig, og jeg rystede ukontrolleret. Vi prøvede at hvile os her et stykke tid, men luften var stadig meget tynd her, og vi havde alle sammen problemer med at hvile og fokusere.
Jeg vidste at jeg først ville få det bedre, når vi kom længere ned, så jeg forlod bilen og begyndte at løbe nedad på det sidste stræk af ruten.
Karshal fulgte mig og mit humør blev bedre da det blev daggry, og da ruten blev mindre stejl og vi kom ind i en smuk ørkendal kaldet Morey Plains.
Jeg havde kun 18 km tilbage, og jeg løb det bedste jeg havde lært gennem dalen.
Jeg spurgte mine hjælpere gentagne gange om, hvor langt der var tilbage, og de talte ned for mig.
Målet syntes uendeligt langt væk… men til sidst kunne jeg se mine hjælpere og det hvide mål-banner længere fremme.
Jeg smilede for mig selv, og jeg vidste at jeg ville gennemføre det, der havde været det største ultraløbs eventyr jeg nogensinde havde haft.
Jeg løb over målstregen og fejrede det med mit hjælper crew. De havde været fantastiske.
Jeg var den eneste, der gennemførte løbet i tiden 48 timer – 50 minutter, og jeg var så stolt af at have været en del af sådan et ekstremt hårdt og imponerende løb. Jeg havde gennemført hvad mange andre havde sagt var umuligt.
En stor tak til Rajat, mine hjælpere og alle de frivillige, der gjorde dette løb til en realitet.
Bill og Molly kom sig gudskelov og vil uden tvivl komme tilbage næste gang.
Jeg vil aldrig glemme den venlighed og gæstfrihed jeg har mødt blandt alle samt de fantastisk områder og lyde i Indien… Især den 100 km lange hjemrejse tilbage til Delhi via Manali ad den smukkeste vej jeg har nogensinde rejst på!
Dette var ikke blot et løb, men i sandhed et eventyr og en oplevelse for livet.
