Lakeland 100

Montane Lakeland 100 er det mest spektakulære og lange ultraløb i England. Der er to løb, en 50 miles og en 100 miles, der tager løberne over noget af det hårdeste terræn der findes. Det foregår på en rundstrækning med 6300 m stigning. Løbet fandt sted d. 23-25 juli 2010.

Løbets beliggenhed gør det til en stor udfordring for mange af de løbere, der træner i bakket terræn, og som bor i området eller i nærheden heraf, men i dag tiltrækker løbet også deltagere fra hele England. I år var der også nogle deltagere fra Europa, og der var rekord-deltagelse med 500+ deltagere. Jeg var heldig at blive bedt om at dække løbet. Normalt er jeg mest i ørkener eller arktiske områder, men dette løb appellerede til mig af mange forskellige grunde…..

Starten af løbet var fra skolen John Ruskin i Coniston, og da start pistolen blev affyret, løb legenden og bjergløberen Joss Naylor, MBE, der i 1975 løb over 72 bjergtoppe (over 100 miles) i 23 timer og 20 min. Det indebar 11277,5 m opstigning. Så efter mange andre udfordringer løb han i 2006 i en alder af 70 år over 70 Lakeland bakketoppe på over 50 miles på under 21 timer.

Konkurrenterne var i ærefrygt.

Hvad der lå foran dem var en kæmpe opgave med et udfordrende vejrlig, der var typisk britisk og skyet og med regnprognoser for sidst i løbet. Men ved startlinjen så alle løbere ivrige og klar ud – klar til at komme igang.

De forreste top-løbere startede ud forbløffende hurtigt med Stuart Mills forrest, jagtende sidste års rekord på 22 timer og 46 min. sat af Andy Rankin. Det var virkelig uforudsigeligt, hvorvidt han ville slå rekorden denne gang. Men hans hurtige start så lovende ud.

Ikke langt bagefter var Andy Mouncey og derefter Duncan Harris, der også var konkurrenter til at slå rekorden.

Hos damerne ville top-løberen Britta Sendlhofer sandsynligvis tage titlen i år.

Jeg fik mine første gode billeder kun et par km væk oppe i fjeldet. Jeg tog en genvej for at komme til udsigtspunktet, før løberne, men jeg var nødt til at handle hurtigt.

De kom igennem i deres respektive rækkefølge og om aftenen var forbløffende med solen, der skinnede på fjeldet omkring kl. 17:45. Mit job er virkelig fantastisk.

Stuart Mills stak af tidligt og holdt sit tempo og hurtighed. Han kom gennem checkpoints på førstepladsen, men Andy og Duncan syntes at kæmpe hårdere bagved, i et interessant løb. Ved passage af checkpoint 1 var Andy næsten 4 minutter foran Duncan,  over 10 km, men ved checkpoint 2 var forskellen skåret ned til 1 minut og ved checkpoint 3 var Duncan på andenpladsen. Stuart var imidlertid stadig i spidsen for løbet, og med utrolige 13 minutter.

Den efterfølgende dag kom regnen, og det gjorde løbet meget hårdt for alle løbere. Vabler begyndte at opstå og ved checkpoints havde personalet travlt med både behandling samt udgåede løbere. De forreste løbere pressede alligevel hårdt på. En rigtig kamp var igang, og det så ud som om, at rekorden ville blive slået.

Løbet havde 14 bemandede checkpoints, og alle var gode med lægehjælp, mad og drikke til løberne. Varm suppe og mad med højt kalorieindhold var i overflod, så der var ingen undskyldning for ikke at få det rigtige brændstof. Jeg har oplevet en del events rundt om i verden, og dette løb var meget velorganiseret.

Hovedkvarteret var på skolen John Ruskin, da det var en rundstrækning. De fleste løbere camperede på skolen fra dagen før og deres familier sluttede sig til mange af løberne og gjorde det til en virkelig stor begivenhed for alle.

Løbsdirektør Marc Laithwaite kørte rundt under hele løbet for at sikre sig at alle detaljer var i orden. Hans sans for detaljer betød, at alle løbere ville være i sikkerhed og kunne nyde deres oplevelse selvom det dog var hårdt.

Hos damerne var Britta en oplevelse, og hun var virkelig godt løbende og med næsten ingen konkurrence. Hendes nærmeste rival var ved checkpoint 10 Catherine Lawson og på 3. pladsen var Hannah Moore-Barton. Britta var 2 timer foran.

Flere løbere udgik af løbet i løbet af lørdagen, men de vigtigste løbere og konkurrenter fortsatte med at kæmpe hårdt, og vinderen forventede man i mål ca. kl. 3:00. Regnen skyllede ned og ramte løberne hårdt og Stuart Mills’ tempo var begyndte at falde hurtigt. Andy og Duncan kæmpede hårdt bagved, men de blev også hårdt ramt af regnen, og ved checkpoint 13 var Stuarts føring skrumpet til bare 3 minutter foran Andy, mens Duncan nu “drev rundt” 43 minutter efter på 3. pladsen. Ved checkpoint 14 lukkede Duncan hullet med 15 minutter, men det var ikke nær nok til at indhente de førende løbere….

Stuart, som havde mistet meget tid og var gået voldsomt ned i tempo mistede dog aldrig sin føring. Jeg ventede fra kl. 2:00 ved målstregen for at få ham over, og endelig kom han over målstregen, i en utrolig, men ikke rekordtid på 24 timer 10 min. og 54 sek. Helt udmattet naturligvis kunne han dog stadig smile og han blev mødt af sin familie.

Andy kom i mål i tiden 25 timer 37 min. og 11 sek. mens Duncan kom ind i 25 timers 56 min. og 10 sek.

Mange af løberne løb igennem eller blev færdige i løbet af den anden nat. Hos damerne kom top tre i mål med Britta på førstepladsen i  tiden 32 timer 19 min. og 06 sek. – Catherine på andenpladsen i 36 timer 10 min. og 22 sek. og Hannah i tiden 36 timer 53 min. og 03 sek, alle tiderne var helt utrolige.

Præmieoverrækkelsen fandt sted kl. 1:00 med Paul Cosgrove fra Montane (der sponserede løbet) og Marc Laithwaite, der gav pokaler og præmier til de vindende løbere. Det var en morsom affære, et fantastisk løb, med mange gode historier fra de to dage ….. Bestemt en begivenhed og et løb, som kan anbefales.

Læs mere om løbet her.