Gobi March 2010 – Løbet i ekstrem varme
Artikel af Christian Madsen om ultraløberen Lisa Tamati og hendes deltagelse i løbet Gobi March 2010 – et 250 km løb i Gobi ørkenen i Kina.
Lisa Tamati er fra New Zealand, født og opvokset i Taranaki. Hun blev opdraget i en meget sportsinteresseret familie, og som barn var hun gymnast på højt nationalt plan.
Senere blev Lisa optaget af surfing fra de smukke strande i Taranaki.
I en alder af 19 år brækkede Lisa ryggen og hun fik at vide af lægerne, at hun aldrig kunne eller måtte løbe igen.
Hun gjorde det modsatte og kæmpede sig den lange vej op på ultraløbs arenaen. I årenes løb har Lisa haft talrige oplevelser og eventyr og hun har deltaget i flere ekstremløb såsom Trans 333 gennem Niger ørkenen, Badwater Ultramarathon i Death Valley, Marathon Des Sables, og så har hun krydset den libyske ørken til fods – 250 km med 35 kg oppakning uden hjælp udefra.
Hun er virkelig en bemærkelsesværdig og beundringsværdig person, med en særlig viljestyrke og mental styrke.
I år blev Lisa nummer 2 i det 250 km lange etapeløb, Gobi March, et løb gennem Gobi ørkenen i Kina. Løbet er en del af 4Deserts serien, der er arrangeret af Racing The Planet.
Læs hendes historie fra dagene undervejs i løbet og om hendes spændende oplevelser og lyt til vores interview med Lisa om hendes baggrund som ultraløber og specifikt om løbet Gobi March 2010:
Dag 1
“For helvede det var en latterlig og smertefuld intro til virkeligheden i ørkenen igen”.
Etapen startede ud ok, men så ramte vi en stigning til 2.200 m i det hårdest tænkelige terræn overhovedet. Op ad bjergsiderne og ned igen. Mine tånegle så ikke for godt ud, men et af mine største problemer de første dage var min astma.
Solens varme var intens, men det var koldt og højderne betød at jeg fik alvorlige astma problemer. Jeg stønnede og væsede mig vej op i bjergene. Men et større problem for mig var min iskias, som virkelige generede mig.
Første camp var i 2.200 m og det var iskoldt, men vi var omgivet af en ufattelig skøn natur, hvor vi blandt andet så vilde heste ude i Gobi ørkenen.
Dag 3
Dagen i dag forløb meget bedre, da det var en bedre etape og terræn at løbe. Vi løb langs en flodseng og omkring 11 km passerede vi seks floder, der gav alle løbere meget våde fødder. Det var en meget koncentreret etape, ligesom at løbe på store hårde og skarpe sten, hvilket krævede fuld koncentration. Der var få løbere, der fik problemer i dag, men dem der var havde brækkede eller vredne ankler. Det er virkelig farligt at løbe med en rygsæk i sådan et ujævnt og hårdt terræn. Vi krydsede ørkenen ind til bjergene igen og op til et plateau, hvor vi løb ca. 11 km, og lige da vi troede, at det gik godt, sendte arrangørerne os op i bjergene igen – op og ned ad stenede sandbanker.
Endelig nåede jeg lejren på 4. pladsen endnu engang. Jeg var meget tilfreds med resultatet og etapen, men jeg vidste, at det altsammen ville ændre sig på den lange 100 km etape. Det ville være alles kamp på denne dag, hvor man kunne miste timer, hvis man blev dårlig eller dehydreret. Alle var mildt sagt smadrede og for sjov havde løbsarrangørerne besluttet at vække os kl. 2:30 om natten, hvorefter vi skulle på en 2 timers bustur til et andet område, hvorfra næste etape begyndte kl. 6 om morgenen.
På grund af regn havde de været nødt til at ændre ruten.
Vi overnattede i landsbyen Peach Village med de lokale som værter, hvor vi boede under deres simple levevilkår. Det var forbløffende at se, hvordan de bor!
3. etape var gennemført, og det var som om at min mave langsomt var ved at komme på plads igen, og jeg havde ingen problemer med manglende elektrolytter i dag. Det var vigtigt men også svært at få nok væske og elektrolytter.
Jeg var ved at løbe tør for mad, hvorfor jeg var konstant sulten, hvilket mange af de andre også var. Det er én måde at tabe sig på, at løbe éns “ryg af” og derved have meget lidt at spise.
Jeg filmede med mit Panasonic kamera, og jeg forsøgte at give folk derhjemme et indblik i det skøre eventyr som sådan et løb kan være. Den logistik, stemning, landskabet, de vanskeligheder, smerten, skader og kammeratskabet der var, hvilket var helt fantastisk.
Dag 4
Det var et rent blodbad her i Gobi-ørkenen. Alle led i varmen. Vi havde en forfærdelig hård etape, gennem meget stenede sandklitter og banker og derefter uendeligt smalle kløfter med stejle vægge, der lige var store nok til at man kunne løbe i dem.
Det var brutalt! Op op og op igen. Det var en episk kamp mellem pigerne, og jeg var på tredjepladsen med blot et par km tilbage, og derfra var det ned ad bakke gennem stejle kløfter og sandklitter, og vi gav den alt hvad vi havde i os.
Jeg var efter Denvy, der havde været i front det meste af løbet, og jeg må sige, at de fleste af pigerne var gode, og jeg ville ikke have noget imod at en af dem vandt, undtagen hende. Hun havde forsøgt at psyke os ud siden løbsstarten, og foran hende var en anden pige, der hed Didi. Jeg begyndte at synge, en for mig kendt maori bataljonssang for mig selv, og løb mine lunger ud. Jeg gav den alt hvad jeg havde, og Denvy kæmpede mod mig og jagten foregik i 50 graders kvælende og ulidelig varme. Uden hensyntagen til morgendagens lange etape på 100 km. Jeg glemte alt og løb og løb og løb. Alle de fyre vi mødte trådte til siden for pigerne, der kom løbende. Det var helt fantastisk løbet. Jeg løb forbi Denvy på en stejl sandbanke og mine sko blev fyldt med sand, så de var næsten ved at sprænges. Men der var ikke tid til at tømme dem og risikere, at hun ville løbe videre. Denvy jagtede mig, men så kom Didi til syne, og hun var uvidende om, hvor tæt vi var på hinanden, og “slaget”, der foregik bag hende. Pludselig kom en enorm buddhistisk tempel by til syne, tydeligvis lejren for natten. Med en halv km tilbage forsøgte jeg at overhale Didi, men hun håndterede udfordringen så godt og gav ikke op. Vi kæmpede i fuld fart til lyden af jubelråb fra kamerafolk og fotografer i lejren. Med 100 meter tilbage var vi så tæt på hinanden, at vi kunne røre hinanden, men da havde jeg ikke flere kræfter, og da ruten bugtede sig ned i en kløft og en ny sandklit rejste sig foran os, kunne jeg ikke hænge på mere, og Didi krydsede mållinjen 50 meter før mig. Vi faldt begge sammen, helt færdige, da vi var kommet i mål. Varmen var brutal, men alligevel havde vi løbet i en rekordtid. De uheldige stakler, der var derude i varmen hele eftermiddagen led helt forfærdeligt og antallet af skader og løbere, der udgik steg støt.
Det buddhistiske tempel var meget smukt. Med Buddha statuer hugget ind i klippevæggene og med et kæmpe museum, men bedst af alt, der var en flod med en kilde. Jeg gik ned i dalen, beskidt af sand, sved og skidt og gik lige ind under den iskolde kilde med vand. Det var den skønneste følelse, som jeg havde haft i månedsvis. Vandets renhed og kølighed genoprettede min trætte og ømme krop og sjæl. Jeg blev stående i en time, og så gik jeg tilbage for at spise og fylde depoterne op igen.
Da jeg nåede toppen fandt jeg ud af, at politiet var der, og vi fik besked på, at vi ikke måtte bade i vandet. De truede med at lukke løbet, og alle de stakler, der kom i mål efter mig kunne ikke benytte floden. Det politiske system var meget ustabilt, og politiet fulgte hver en bevægelse vi foretog. Løbsarrangørerne skulle forklare, hvad vi lavede i det område, og de fik store problemer.
Alle 150 løbere lå nu samlet i en stor hal med støj, der gjorde det umuligt at sove, og samtidigt gjorde varmen det umuligt at restituere.
Morgendagens etape ville blive rædselsfuld, og vi var allesammen bange, og dem, der ikke var bange, de vidste ikke hvad de skulle ud i, 100 km i 50 graders varme med kroppe, der allerede var slidte og sultne.
Dag 5-6
Vores ven og løbekammerat døde under tragiske omstændigheder. På dag 3, efter en hård etape gennem sand og bjerge, på en 36 km etape, kollapsede vores ven Nick af dehydrering. En anden løber, der kom forbi forsøgte at hjælpe ham, men han fandt ingen puls, og så løb han hen til målstregen for at skaffe hjælp. Løbsarrangørerne var grusomme. 5 stærke løbere tilbød at løbe op efter ham, men løbsarrangørerne forblev afventende, mens de besluttede, hvad de skulle gøre. Til sidst sendte de læger derop, læger der alle var løbere eller som var hurtige og stærke. De fandt Nick bevidstløs og næsten livløs med alvorlige forbrændinger på grund af solen. På målstregen, hvor jeg allerede havde været i timevis, var spændingen høj. Timer senere kom den sidste af de kæmpende løbere i mål efter at have kæmpet i 13 timer og 30 min. de sidste 36 km.
Vi fik at vide, at Nick var blevet kørt på hospitalet med ambulance, og at hans tilstand var stabil. Det var nu lige før den længste etape på 100 km, og frygten blandt løberne var høj. Hvad ville der ske i morgen, hvad ville der ske med Nick, kunne nogle af os være de næste, der bukkede under – hvor meget er for meget, og ville løbsarrangørerne i lyset af situationen måske forkorte etapen i morgen, som det forventedes ville foregå med temperaturer op til 50 grader og igen på en rute gennem det vanskeligste terræn.
Jeg var så bange, selvom jeg er veltrænet og meget erfaren, men netop denne hændelse gjorde mig opmærksom på hvad der kan ske derude. Jeg var bange for, hvad jeg ville gennemgå og bange på de andres vegne, de som var langsommere, knap så erfarne og som ikke var så veltrænede. Vi startede på den lange etape kl. 8 med 12 km ud i sumpområder og floder, og vi kæmpede os igennem 12 meter høje bambus og det mest barske terræn til fods. Og det var bare “til morgenmad”.
Med våde fødder og vabler var situation for de fleste ulidelig, men jeg havde heldigvis de bedste par løbesko, jeg nogensinde har løbet i fra North Face, og jeg fik ingen vabler som en af de få.
Vi kom igennem en Weger landsby (Weger folket var en etnisk minoritet her i dette område, og der var en masse civile uroligheder mellem Wegere og Han kinesere, hvorfor der var politi omkring os hele tiden) og det var dejligt at være på en vej i et stykke tid, og se de lokale beboere og hvordan de levede.
Vi kom ud til et område med brændte og golde marker, før vi nåede til de såkaldte saltsøer, som ikke var saltsøer, som jeg kender dem, smukke hvide vidder med salt krystaller, der ligner noget fra Antarktis, men snarere beskidte og grimme dynger af knust jord indkapslet med salt.
Km efter km løb min veninde Sam og jeg (Sam og jeg havde mødt hinanden den første dag og besluttede at løbe den lange dag sammen, Samantha Gash, var en inspirerende ung kvinde fra Australien, en rigtig australier, men den sejeste pige, 25 år gammel, der forsøger at blive den første kvinde og yngste konkurrent nogensinde, der fuldfører hele løbsserien 4Deserts; Atacama, Gobi, Sahara, Antarktis på et år, mens hun er på sit sidste år på jura-studiet nu. Hvis det ikke får dig til at føle dig utilstrækkelig, så er det svært at sige hvad, der vil) afsted sammen, og vi havde efterladt to af de andre kvindelige løbere bag os ved checkpoint 2, Fiona fra New Zealand og en anden sej pige, Amanda. Vi var på andenpladsen, og vi løb med et støt tempo hele vejen, men smerterne begyndte at indfinde sig på steder, vi ikke vidste vi havde, ved checkpoint 4, 45 km inde i etapen. Vi var heldige, for det var en lille smule skyet og de forventede 50 graders varme havde ikke ramt os endnu, så vi løb hårdt for at komme igennem de varmeste 40 km af løbet, inden det blev værre. Det var her, at træningen og erfaringen sparede os for en masse smerte og udmattelse. Mange af de langsommere løbere og dem, der gik havde ikke mulighed for at løbe hårdere i et et stykke tid for at gøre det lettere totalt set, og at være langsom betød, at man var ude i de ekstreme elementer 2-3 gange så længe, som de hurtigste løbere, hvorfor man derfor var i langt større fare.
Ved checkpoint 5, ved 55 km, begyndte løbere at komme i problemer, selv gode og hurtige løbere, der dehydrerede og fik elektrolyt ubalancer eller dysenteri, som svækkede en forfærdeligt, gik ned. Det var en fin balancegang at forsøge at få den rette mængde vand og elektrolytter og mad i sig uden at overdrive elektrolytterne og spise noget, der forvandledes til syre, for så kunne fordøjelsen bare lukke ned, og alt man spiste kom op igen. Når man taler om dehydrering er det ikke bare et spørgsmål om at drikke mere. Når man når et vist punkt, vil maven bare hæve op og man vil kaste alt op igen, og her kan kun et drop med væske virkelig hjælpe eller et hvil et køligt sted.
Sam og jeg stoppede kun i 5 min. og så fortsatte vi og pressede bare på og blev ved og ved.
Ved km 65 til 75 blev vores tempo meget langsommere, og efterhånden var det mere som en vaklen fremad. Sam, der var så lille og kun vejede 45 kg og som havde så små ben, kæmpede. Vores rygge var bøjede, og vores blik kiggede kun på vores fødder da vi ikke kunne løfte vores hoveder mere. Ved checkpoint 7 havde vi planlagt at hvile os i 15 min. men checkpointet ville bare ikke komme og skydækket var forsvundet og luftfugtigheden var blevet forfærdelig.
Sam begyndte at bryde sammen, og jeg tog hende i hånden og fik hende til at fortsætte. På et tidspunkt stødte vi på vand, og det reddede os, og vi smed vores rygsække og sprøjtede vand på vores hoveder og arme – koldt vand. Med vores bagdel i vejret, knælede jeg ned ved siden af Sam med vand dryppende ned af mig. Jeg kiggede over på Sam, og vi begyndte at grine og græde på samme tid, følelsesmæssigt drænede og lidt hysteriske, og vi forsøgte at se det positive ved vores situation – hvad fanden var det vi var havnet i?…. Vi travede videre med lettere afkølede kropstemperaturer i et par minutter, hvilket igen gav os troen og viljen til at fortsætte, den gnavende tvivl om hvorvidt vi kunne klare det blev skubbet bagved i hukommelsen igen. Checkpoint 7 kunne ikke være langt væk, men det var endnu 6 km længere væk, end de havde sagt det ville være, hvilket var nok til at nedbryde selv den stærkeste mand. Det betød en ekstra time+ til vores længe ventede mulighed for at få hvile. Og Sam var i en dårlig tilstand. Men så til sidst så vi det, det længe ventede checkpoint 7. Vi nærmest kollapsede da vi kom frem til checkpointet, og Sam gav slip og vi var følelsesmæssigt og fysisk udmattede. Vi hvilede lidt og drak og drak – Derefter spiste vi. De frivillige hjælpere hjalp os ved checkpointet, men lægen ville ikke lade Sam gå videre før efter et stykke tid, men jeg vidste, at da hun igen begyndte at tale og lave sjov efter 10 min. kunne vi komme igang igen. Jeg skubbede til hende for at komme videre, og hun var klar til det, men lægen var ikke glad for det, men hun havde heller ikke 25 km mere hun skulle løbe med natten og mørket der nærmede sig, hvilket ville betyde, at vi formentligt ville fare vild osv., og jeg vidste, at jo længere vi ventede jo sværere var det.
Sam samlede sit udstyr sammen og marcherede videre. Vi nåede næste checkpoint i mørke, og det var umuligt at finde fordi lyspælene ikke var blevet rejst, og vi blev ved med at fare vild. Vi kom igennem endnu en Weger landsby og mænd på knallerter begyndte at følge efter os.
På et tidspunkt blev vi forfulgt af 5 mænd på knallerter i et meget øde område, og Sam og jeg blev nu bange, da vi var to små og udmattede piger i shorts, der løb gennem et muslimsk område, og det at blive forfulgt var ikke en god følelse.
Jeg tog fat i Sam’s hånd igen og vi holdt os lidt tættere på hinanden og endelig nåede vi frem til checkpoint 8, og vi blev budt varmt velkommen af Mark Petersen, en ung fyr fra New Zealand, hvis far, Johann, løb som deltager i løbet, og klarede sig meget godt. Han undskyldte for at vi for vild og forsøgte at forklare, hvordan man nåede frem til mål. Vi blev kun ved checkpointet fem minutter før vi løb videre blot for at fare vild igen og igen og igen, for at falde ned i kratere, og passere over sandbanker og gå i cirkler. Vi blev nu bange og skræmt fra vid og sans. Jeg var ikke stolt af det, men på et tidspunkt begyndte jeg at gå i panik, da jeg ikke kunne finde vej og sammenholdt med udmattelsen – det var bare for meget. Jeg græd og skreg ud i natten. Endelig fik vi hjælp fra nogle stakkels frivillige, der havde forsøgt at hjælpe løbere, der var faret vild, da de fandt os, og jeg bandede dem til helvede, selvom det ikke var deres skyld, men jeg kunne ikke tage det længere, og jeg var nødt til at undskylde dem senere for mine udbrud. Men jeg var næsten i et fantasiland mentalt. Sam var nu stærkere, og hun tog min hånd og fik mig til komme videre og fortsætte. Så ramte vi den sidste udfordring, sandbankerne, som vi vidste var den sidste store hurdle, og i mørke om natten tonede disse enorme klitter op og gjorde vores liv til et endnu større helvede. Vi kunne ikke finde den letteste vej langs yderkanterne af sandbankerne på grund af mørket. Når man løber i sandklitter, kan man spare sig selv for en masse energi ved at vælge den bedste rute, men vi måtte bare gå op og ned – den direkte vej henover sandet. Vi kæmpede for hvert skridt, og Sam og jeg var nu i yderområdet mellem viljestyrke, beslutsomhed og følelsen af, at jeg kan bare ikke klare det længere, det er bare for meget. Jeg ville bare lægge mig ned og dø. Men da Sam gik nedad sandbanken tog jeg mig sammen og vice versa, og vi hjalp hinanden over hver enkelt klit. Indtil vi endelig efter over 18 timers kamp kunne høre trommeslag, der signalerede at lejren og målstregen var tæt på. Og da vi kom ned fra en kæmpe sandbanke, så vi lejren og løb mens vi holdt hinandens hænder, og vi faldt nærmest over, og græd, da vi passerede målstregen helt brugte, lettede og glade – vi havde klaret det!
Jeg omfavnede lille Sam og græd lidt mere…
Vores kamp var overstået og vi var blevet nummer to hos kvinderne og samlet nummer 20. 150 stakler var stadig derude på ruten, og de ville kæmpe sig vej de næste 18 timer.
Vi sov og spiste og den massive varme kom den næste dag, mens der kom trætte, langsomme og kæmpende løbere i mål. Vores tanker gik til dem.
Der var mange, der ikke klarede det og som blev bragt ind i lejren. De havde måttet give op. I mit sind var hver og en vindere ved blot at være nået så langt, og der var ingen skam i ikke at fuldføre det, og i mine øjne ingen fejl kun fantastiske karakterer, der havde givet alt i forsøget på at gennemføre…
Der var mange løbere, der udgik. Kl. 07:30 den efterfølgende dag, 18 timer efter at vi havde passeret målstregen, kom de sidste løbere haltende ind. Vi havde gjort det.
Den sidste etape ville bare være en sejrsrunde på 6 km og en fest. Næste dag var det slut, vi løb vores 6 km ind i en landsby, hvor vi blev mødt af lokale, musik, mad og en fest over alle fester i varmen i Gobi ørkenen.
Den første øl blev hældt ned som var det vand, og der blev uddelt så mange svedige knus og støvede smil, og der blev jublet og udvekslet fotos – det var smukt. Vi havde været i helvede og tilbage igen sammen, og vi var blevet så tætte som 150 mennesker kan blive på hinanden, fordi vi alle havde gjort det sammen. Hver løber havde kæmpet hans eller hendes egen kamp, og hver enkelt vidste, hvad den anden havde været igennem.
Jeg fik venner for livet, og jeg var knust, træt, glad og så trist, indhyllet i et stort følelsesmæssigt kaos.
Ved prisuddelingen om aftenen modtog jeg min pokal – jeg blev nr. 2, og jeg var så stolt.
Men vi mistede en løbemakker, Nick, på vejen, og intet kan erstatte ham.
Gobi March 2010 var forbi, og det havde været et godt og hårdt løb, men også en forfærdelig tragedie.
