Swiss Alpine Marathon
Den danske ultraløber Marianne Rasmussen beretter om sin deltagelse i Swiss Alpine 78 km i Schweiz.
Det går opad. Og opad. Og opad. Og så lidt nedad. Og meget lidt ligeud.
Det indre og ydre landskab følges meget godt ad i Swiss Alpine. Der er op- og nedture i helt bogstavelig forstand. Men uden dem ville Swiss Alpine ikke være Swiss Alpine. Ruten er fantastisk smuk, så man skal tage sig tid til at løfte hovedet og kigge sig omkring. Og vinke til tilskuerne, som har taget opstilling hist, pist og alle vegne på ruten.
Swiss Alpine Marathon er et efterhånden meget veletableret ultraløb, som de skarpe bjergspecialister gerne kommer for at vinde. Der er distancer på alt fra 11 km til 78 km, som er kongedisciplinen. Jeg har efterhånden løbet en pæn del af dem, og 78 km distancen har jeg løbet to gange. Det er Davos i Schweiz, der er vært for arrangementet, og det er en fantastisk sted. Hvilket er grunden til, at jeg gerne tager derned og bruger noget sommerferie på at løbe et ½ maraton og kigge lidt på bjergene.
Swiss Alpine er for mange danskere et begynder ultraløb. Det var det også for mig. Og det er et godt sted at begynde, hvis man vil forsøge sig med ultraløb. Det kan lyde underligt, at et bjergløb er et godt sted at starte, når man er fra Danmark, hvor der praktisk talt ikke er mulighed for at øve sig på terrænet. Men det er en stor totaloplevelse; det er en naturoplevelse, det er velorganiseret, der er god tilskueropbakning og så bruger byen nogle dage på at varme op til løbet på mange måder. Så alt i alt er det både sjovt og hyggeligt. Og selvfølgelig slidsomt, hårdt og alt det der. Men det har det til fælles med alle andre ultraløb.
Jeg var interesseret I at løbe Swiss Alpine før jeg vidste, hvad ultraløb var. Det var med andre ord ikke ultraløb generelt men Swiss Alpine specifikt, jeg var interesseret i at løbe. Jeg har været meget i bjerge, så jeg var ikke uvant med terrænet, men det lignede dog en lidt anden udfordring at skulle træne til at løbe 78 km i bjerge. Men jeg måtte jo bruge det, der var til rådighed, hvilket i København primært er flad landevej. Og flade grusstier. Det er muligt at opdrive bakker i omegnen, men jeg hører til en af de mere dovne løbere, som ikke gider bruge tid på at transportere sig hen til et startsted, som ikke er min egen gadedør. En af fordelene ved løb er jo, at man bare kan snøre skoene, gå ud af døren og så er man i gang. Så jeg henlagde den største del af min træning til de flade, københavnske parker og veje.
Jeg lagde begge gange min træning an udelukkende på løb. Det er der delte meninger om; flere og flere vil mene at man kan nå samme form med væsentlig færre skader, hvis man løber mindre og til gengæld supplerer med fx spinning. Jeg valgte at fokusere på mængde over tempo, og havde maks-uger på omkring 130 km. De rigtig lange træningsture løb jeg ved at deltage i mindre maratonløb rundt omkring i landet. ’Hyggeløbene’, hvor man løber i grupper med fartholder og fast sluttid er meget velegnede i den sammenhæng. Især hvis man er typen, der er meget dårlig til at holde tempoet nede, når man har fået et startnummer på maven. De lange ture skal ikke løbes hurtigt, for så bliver restitutionstiden uforholdsmæssigt lang. De lange ture drejer sig om at få kilometer i benene og vænne sig til at være ude i lang tid.
Mental opladning
Jeg føler aldrig, jeg har trænet nok. Det er vist et grundvilkår. Jeg mestrer heller ikke det med at være helt afslappet op til et løb. I dagene op til Swiss Alpine bruger jeg tid på at bekymre mig om vejret. Selvom jeg godt ved at bjergvejr er helt uberegneligt. Eller måske netop fordi jeg ved at det er helt uberegneligt. Nogen beser noget af ruten et par dage inden løbet, og så har de det at bekymre sig om. Jeg synes åbenbart at vejr-bekymringen er rigelig. Jeg har i hvert fald ikke haft behov for at se ruten inden løbet.
Starten går på stadion i Davos, og løbet skydes altid i gang med ’Eye of a Tiger’. Derefter snor ruten sig lidt rundt i byen inden man forlader den behagelige asfalt og løber ud over bjergene.
Løbet kan mentalt knækkes i to dele. De første 39 km går det hele tiden op og ned på mere eller mindre smalle skovstier. I Bergün, som er midtvejs, er der tøjdepot og her kan det være en fordel at have lidt af hvert liggende – vand- og vindtæt, korte ærmer, lange ærmer – så man kan tage nyt tøj på afhængigt af vejret. Man kan ikke regne med stabilt vejr under hele løbet, og temperaturen kan svinge meget afhængigt af, om man er højt oppe, befinder sig i en ’gryde’, er i læ eller helt eksponeret for en stiv kuling. Det kan med andre ord være lidt vanskeligt at klæde sig på.
De sidste 39 km er den alpine del af strækningen, som byder på flest højdemeter og rutens to højdepunkter; Keschhütte og Scarlettapass, som er forbundet af en smal højdevej. Stigningen op mod Keschhütte er meget stejl, så her bekymrer man sig slet ikke om at løbe. Det drejer sig om at holde sig gående. Nedstigningen fra Scarlettapass er en stejl, stenet sti, og her bekymrer man sig mest om ikke at ramme jorden med andet end fødderne. Det til trods er jeg tilbøjelig til at kalde de cirka 4 stejle km ned fra Scarlettapass min favoritdel af strækningen. Eftersom man har løbet omkring 60 km på det tidspunkt og i sagens natur er træt, skal man koncentrere sig meget, og så træder trætheden i baggrunden. Og har det været koldt på panoramastien, som løber i cirka 2600 til 2700 meters højde, kan man hurtigt få travlt med at komme ned i varmere luftlag. Første gang faldt jeg faktisk lige efter det stejle stykke. Jeg begyndte at slappe af, og så skvattede jeg over den første ledige sten.
De sidste 14 km er ubetinget rutens værste. Det er ikke svært. Ikke specielt stejlt. Men det er uendeligt langt. Man løber ind gennem en dal af en sti, der går lidt op og ned hele tiden, så når man kigger op kan man hele tiden se løbere komme til syne i horisonten. Og hver gang minder det om, at der trods alt stadig er et stykke vej hjem. Det er også på denne del af strækningen, at man bliver mindet om, at der er løbere, der har disponeret lidt bedre end en selv. Og at man ikke skal tro, at det er en konkurrencefordel at være relativt ung. Man kan sagtens blive overhalet af et garvet løber-ægtepar i starten af 50’erne, som har overskud til at løbe og småsnakke. Og når man selv bruger al sin mentale energi på at overbevise sig selv om, at det er en god ide at fortsætte til mål, kan man godt tage sig selv i at håbe, at de nok deltager på en anden distance. Derfor kigger jeg lige på startnummeret, når de løber forbi. Kun for at konstatere at de faktisk har løbet lige så langt som jeg selv.
Men endelig kommer man ind i byen og rammer for første gang i lang tid asfalt, og selvom de sidste km er lidt tunge, er udsigten til målgangen på stadion nu så tæt på, at man igen har overskud til at smile til tilskuerne, der råber ’hop, hop Marianne’. Vel ankommet til mål, får man tid til at være solidt tilfreds med at være kommet i mål. Og til at fortælle sig selv ”det gør jeg aldrig igen!”. Ens indre stemning kan dog allerede begynde at vende samme aften, når der drikkes øl og fortælles røverhistorier.
Dagen efter
Der er stor forskel på, hvor ømme folk bliver. Og det er ikke kun et træningsspørgsmål selvom man kan imødekomme lidt af det ved styrketræning. Men nogle mennesker bliver ikke så let ømme. Nogle får det store sår inde i lårene – bedre kendt som trælår. Jeg er en af dem. Det ser usædvanligt dumt ud når jeg går. Og det er meget vanskeligt at overbevise mig om, at trapper er et holdbart koncept. Men det er en vigtig del af underholdningen. Hvis man ikke skulle være øm efter 78 km i bjerge, hvornår skulle man så? Og går man rundt i byen dagen efter løbet kan man se, at man ikke er alene om at være øm. Bybilledet ligner optagelser til ’Gakkede gangarter’.
Samme løb, to oplevelser
Jeg løb det to år i træk, hvor det første år var mit første ultraløb på nær et 50 km-løb, jeg havde løbet som opvarmning til Swiss Alpine. Første år var vejret ikke noget at skrive hjem om. Det regnede faktisk meget af tiden, og på de højeste dele af strækningen fik vi også glæde af en ikke synderligt venligtsindet vind. Året efter var jeg mere rutineret. Jeg var i bedre form. Vejede lidt mindre. Og vejret var noget bedre. Og hvad sker der? Jeg løber dårligere end jeg gjorde første gang. Hvad kan man lære af det? At man aldrig skal være ked af dårligt vejr. Og at man ikke kan hvile på, at man har prøvet ruten før. Det bliver den ikke lettere af.
Mange har forelsket sig i Swiss Alpine og kommer tilbage år efter år. Og med god grund. Det er en stor oplevelse. Og hverken oplevelsen eller udfordringen bliver mindre af, at man har prøvet det før.
