Løber nr. 82

Badwater 2010 - Løber nr. 82

Artikel af den 46-årige britiske ultraløber Mark Steven Woolley, der var deltager nr. 82 i årets Badwater Ultramarathon.

Mark startede som bjergbestiger og klippeklatrer og løb kun for at vedligeholde sin grundlæggende form og kondition, men da en ven overbeviste ham om at deltage i et 2 dage langt langdistance orienteringsløb (80 km) i bjergene valgte han at deltage, og de vandt løbet!

Et alvorligt fald i bjergene resulterede i et brækket ben, brækket 5 steder, men operationer og et års genoptræning senere løb Mark igen. Men når han løb ned ad bakke pressede lårbenet, på det gode ben, på knæskallen og endnu en operation var nødvendig.

Efter helt at have opgivet at løbe i bakket terræn, overbeviste Marks gamle orienteringsløbs makker, Jose Luis Rubio, ham  om at deltage i et 80 km løb bare for sjov. Selv om de ikke var de stærkeste i feltet og vejret var forfærdeligt, var de det eneste hold, der ikke farede vild. De vandt løbet og Mark havde genvundet sin interesse for ultraløb igen.

Mark har siden da deltaget i forskellige ultraløb såsom Spartathlon, Ultra Trail Tour Du Mont Blanc og i år gennemførte han Badwater Ultramarathon. Læs om hans bemærkelsesværdige og inspirerende historie fra dette ekstremt varme og hårde løb, og om hvor vigtigt indtag af elektrolytter viste sig at være.

I Badwater giver de dig en træpind med éns løbenummer skrevet på den, skarp og tilspidset i den ene ende. Formålet med denne træpind er ifølge arrangørerne at markere det punkt, hvor man måtte falde omkuld og være nødt til at opgive løbet midlertidigt og søge lægehjælp. Når man så er kommet sig og har genvundet sin styrke, vender man tilbage til éns træpind og fortsætter løbet derfra. Men ifølge løberne selv er det egentlige formål med træpinden at hugge det igennem éns hjerte, hvis man skulle dø ude i ørkenen, så sjælen bliver fri til at kunne undslippe helvede i Death Valley.

BadwaterUltramarathon på 217 km (135 miles), på en enkelt etape, betragtes som verdens hårdeste ultraløb. Arrangørerne af løbet promoverer det som sådan, og ingen har endnu vovet at være uenige med dem. Løbet starter fra det laveste punkt på den vestlige halvkugle, 85 meter under havniveau, i et vildt og øde sted kaldet Badwater i Death Valley, Californien; det slutter på Mount Witney, hvor stierne til bjergets top begynder, det højeste punkt i det sydlige USA. Sværhedsgraden af dette løb er især afspejlet i de ekstreme temperaturer, der normalt registreres her, og kun i det libyske Sahara er der målt højere temperaturer, der er de højeste, der nogensinde er registreret. Death Valley er omgivet af høje bjerge, og disse fungerer som gigantiske vægge, der aldrig lader den varme luft stige op fra ørkenen. I stedet cirkulerer den varme luft som en del af de gigantiske konvektionsstrømme, der bliver varmere og varmere, indtil temperaturen når op på 55º C. Dalen, og især vejbelægningen, når ofte op på 90º C og temperaturerne lige over vejbanen er et sted imellem disse to temperaturer. Sommetider falder intetanende fugle tilfældigt ned fra himlen som sten, døde inden de rammer jorden, overrasket af en af de ekstremt varme luftstrømme, brutalt varm luft, der er frigivet fra ørkenen. De stakkels fugle tørrer simpelthen ud så hurtigt, at de dør. Det er ikke ligefrem et sted, som favoriserer liv, og endnu mindre et løb til fods.

Det er også et meget selektivt løb, og for at deltage skal man være "inviteret" af arrangørerne. Som et absolut minimum skal du have gennemført mindst 2 løb på 100 miles (160 km), men det er langtfra tilstrækkeligt, da der er mange, mange ultraløbere, der ønsker at deltage i denne prestigefulde begivenhed. Og konkurrencen for at sikre sig en plads, betyder, at man er nødt til at have et meget omfattende ultraløber CV. Heldigvis for mig, løb jeg sidste år Spartathlon i Grækenland, på ca. 246 km, og dette resultat gav mig til sidst den erfaring som ultraløber, der gjorde, at jeg kunne præsentere min ansøgning og blive udvalgt. Før den formelle udvælgelse skal deltagerne dog underskrive et dokument:

Jeg var så enormt heldig at møde to totalt gale mexikanere under min deltagelse i Spartathlon. Begge er elite ultraløbere og begge er fantastiske mennesker, som nu er blandt mine mest dyrebare venner. Vicente Vertiz er en kunstner, han er den mexikanske rekordholder på 100 km, og han er intet mindre end en hvirvelvind af intens glæde og positiv energi, ustoppelig, og uden grænser. Han er en fri sjæl, der udtrykker sig gennem sine malerier og hans ultraløb, og det er tydeligt, at han lever sit liv efter sine egne regler. Luis Guerrero er administrerende direktør for en sportsforretning, og han vinder de fleste af de konkurrenceløb han deltager i, og han har haft en usædvanlig karriere som løber, hvilket understreges af hans andenplads i det amerikanske Grand Slam på 100 milers i 2002. Luis er meget disciplineret, organiseret og meget fokuseret på opgaven uden at han derved mister sin menneskelighed eller sin sans for humor. Da vi allesammen delte nogle øl efter Spartathlon nævnte jeg, at jeg gerne ville løbe Badwater. Jeg havde ikke engang afsluttet sætningen før de begge sagde, at hvis jeg blev udtaget ville de være en del af support teamet.

Sammen med Vicente og Luis, var min 15-årige datter Laura også en del af teamet. Laura er sød og venskabelig, og på trods af kun at være 15 år, så er hun meget moden, ansvarlig, målrettet og med en ungdommelig energi, der gør at hun overvinder enhver forhindring, der måtte opstå. Hvad mere er, hun sagde til mig, at hvis jeg skulle til USA, så skulle hun også - sådan var det! Jeg er en utrolig heldig og stolt far at have sådan en datter, men selv ikke jeg kunne forestille mig, hvad hun skulle udsættes for i Death Valley.

Det 4. medlem af holdet var Francisco Garcia, der er af mexikansk oprindelse, men som nu bor i Los Angeles og arbejder for postvæsenet. Jeg kom til at kende ham gennem Badwater forummet for disse support teams. Vi havde brug for en 4. person for at tilføje ekstra sikkerhed, og jeg kom i kontakt med Fran via e-mail. Han er en vidunderlig person, altid smilende, altid hjælpsom og med en uendelig mængde af energi samt et smil, der aldrig forsvinder. Han er maratonløber, men efter Badwater formoder jeg og forudser jeg, at han snart vil løbe ultraløb, det kunne jeg se i hans øjne, det glimt af vanvid og en gnist, som kun de, der allerede besidder det, kan genkende.

Som jeg allerede har sagt, var jeg utrolig heldig at kende og have så kompetente folk som hjælpere, og med den mexikanske sans for humor blev holdet døbt "Team Cabrón" (slå det op, for at se, hvad det betyder!). Da vi ankom til Death Valley malede de navnet over hele bilen ved siden af mit navn og løbernummer. Badwater er i høj grad et team event, hvor løberen bare stiller med sine ben, der blot er en bevægelig del af den velsmurte maskine - holdet. Hvis løberen mislykkes, fejler holdet og vice versa.

Badwater Ultramarathon har 3 starter. Den første bølge starter kl. 6 om morgenen, den næste kl. 8 og endelig den 3. start kl. 10. De langsomste løbere starter kl. 6, de næsthurtigste kl. 8 og de hurtigste kl. 10. Ideen er, at alle løbere skal være i den varmeste del af dalen på samme tid. Jeg var en del af gruppen, der løb kl. 8, og sammen med Team Cabrón befandt vi os på startlinjen, omgivet af cirka 25 andre hold, der planlagde at begynde løbet og eventyret d. 12. juli 2010. Her var vi, 85 meter under havniveau i den udtørrede sø i Badwater - klar til kampen, der ville komme, klar til at møde vores skæbne med djævelen på hans helt egen og personlige legeplads. Vejen var stadig i skygge af bjerget, men temperaturen var allerede 38º C. Vi stillede op til mange fotos og forskellige tv-kameraer. I USA er denne begivenhed meget vigtig og har derfor en masse mediedækning. Ti sekunder før kl. 8 begyndte  vi alle nedtællingen fra 10 og løbet begyndte, og vi vendte ryggen til dette magiske sted, der var dannet af smukke, hvide krystaller af salt.

Dybt inde af dalene, i Badwater, mellem de store gule og stenede salt aflejringer og farverige bjerge, helt blottet for enhver vegetation, tror man at der absolut intet liv er, men utroligt nok er der liv her. I saltvandet er der små bløddyr tilpasset de salte forhold, og der vokser endda nogle planter. De er ikke så talrige, men det lykkes for dem at skabe liv på dette ugæstfri sted. Der synes at være områder, der er mere fugtholdige end andre, og her kan man finde en form for lavt voksende buske med små voksagtige blade. Der er flere kilder, som tilføres grundvand og her findes der flere oaser, som er blevet omdannet til turistcentre. Og selv om det forekommer usandsynligt, er der faktisk en endeløs række af små dyr, som bebor ørkenen, og som er stærkt tilpasset tørre forhold og miljøer, og som får vand fra kropsfedtet i den ekstremt varme sommer. Der er  også større dyr, såsom vilde katte, der bebor bjergene. De dyr bekymrede os allermest selvom der også var skorpioner og klapperslanger, der med blot et bid kunne sætte en stopper for ens løb.

Løb gennem Death Valley er en temmelig intens oplevelse. Ørkenen nærmest "synger" til én med stemmen af en havfrue, og lige siden dalen blev opdaget første gang har den tiltrukket opdagelsesrejsende og pionerer, forført af dens bløde og søde stemme og utrolige skønhed kun for at blive grusomt forrådt. For Death Valley er navngivet sådan, fordi mange har mistet livet her. Og denne Badwater løber, blev også forført af ørkenens stemme, og jeg begyndte min rejse gennem Death Valley fuld af undren og forventninger til det, der skulle blive det vigtigste og mest succesrige løb i min karriere. Og da vi alle begyndte at løbe, var tankerne om noget dårligt meget, meget langt væk i ens sind.

Løb under disse betingelser betyder, at ens tempo ikke er så hurtigt, og det giver mulighed for at snakke med de andre løbere. Det er helt usædvanligt i konkurrencer, men i dette løb er de andre løbere ikke konkurrenter. Og mindst  af alt var det sådan i den gruppe jeg løb i, hvor den eneste rival eller konkurrent derude var den egentlige ørken. Det kammeratskab og den vidunderlige atmosfære blandt løbere og hjælpere fik mig til at huske, hvorfor vi er mennesker. Jeg talte med stort set alle inden starten af løbet, men jeg husker især en amerikaner, der hed Chris, der havde gennemført dette løb 8 gange, alle gange under 48 timer, hvilket betød, at han havde vundet 8 af de meget højt eftertragtede sølv bæltespænder. Chris var meget venlig og fortsatte med at give mig gode råd om hvordan man skulle håndtere løbet; med hans stærke amerikanske accent på en måde, som kun "Yankees" taler. Jeg elskede det.

Kort tid efter løb jeg sammen med James Adams fra England. 3 uger før Badwater havde James, Tim Welch og jeg tilbragt 4 dage i det sydlige Spanien for at træne sammen. Det var lidt ironisk, for på det tidspunkt (i Spanien), troede, vi at vi havde fremragende træning i varme, men nu i Death Valley, var vi begge klar over, at det faktisk ikke var det samme eller brugbart. Første gang man oplever 50º C rammer det én i ansigtet som et baseball bat og efterfølgende rammer varmen dig også hårdt indefra éns lunger. Éns øjne, stikker og næse og mund tørrer ud. James har et vidunderligt syn på livet, som jeg ikke har set hos mange andre mennesker, og han har valgt ultra som udtryksform. James er ikke interesseret i heroiske bedrifter, medaljer eller berømmelse eller noget som han finder overflødigt eller overfladisk. Jeg havde fået at vide af ham sidste år under Spartathlon, at det at løbe Badwater var hans store drøm. Det var derfor, han var ultraløber og alt, hvad han havde gjort i de seneste år var lagt an på at komme hertil og foretage denne rejse gennem Death Valley. Jeg delte drømmen med James, og vi var nu ved at udleve den sammen.

Men løb under disse vanskelige forhold har sine komplikationer, og det betyder at hjælperne var nødt til at køle én i koldt vand og hjælpe med det man havde brug for ca. hver anden km. Der var ingen skygge, og temperaturerne, havde hurtigt nået 44º C, og klokken var endnu ikke 10 om morgenen. Min datter Laura sprøjtede mig hele tiden over med isvand, mens Vicente og Fran gav mig flasker med iskoldt vand tilsat elektrolytter (Eletewater). Fran arbejdede hårdt med at forberede alting og Vicente spurgte mig hele tiden om, hvad jeg havde brug for. Efter et par timers løb, kom jeg ind i en fast rytme, og fra da af havde jeg kun kontakt til de løbere, der løb mere eller mindre det samme tempo som mig, det galt både løbere og hjælpere. Hvert support team var optaget af at oversprøjte deres løbere for at køle dem. Der syntes at være en slags ikke skriftlig aftale, at fordi alle var i samme båd, så var alle der til at hjælpe hinanden. Stemningen var fantastisk, men jeg var klar over, at jeg drak utrolige mængder væske: omkring to og en halv liter i timen.

De første ca. 80 km af løbet forløb godt, men varmen pressede alle til deres yderste. Fra omkring kl. 11 og frem var det mindst 50º C. Vi passerede Furnace Creek i cirka 3 timer og på vej til Stovepipe Wells mødte jeg Tim Welch, som jeg havde trænet med tidligere i Spanien. Tim har en fantastisk sans for humor, men det mest fantastiske var det som Tim allerede havde gennemgået for at komme hertil. Han havde på bare 7 måneder tabt 20 kilo, og selv om han ikke var den hurtigste i verden, så var han en af de mest viljestærke mennesker, jeg nogensinde har mødt. Han har en utrolig evne til bare at holde ud, mod alle odds. Jeg gav ham tilnavnet "Traktor Tim". BBC var besat af ham, og det at han forsøgte at rejse penge til diabetes forskning, fordi hans datter på 7 år lider af denne sygdom. Jeg er sikker på, at når hans datter vokser op og indser, hvad hendes far har gjort, vil hun blive utrolig stolt.

Vicente havde også en drøm om at løbe i Death Valley og han sluttede sig til mig på vejen som fartholder. Ikke at jeg faktisk havde brug for en fartholder, men Vicente ville gerne løbe med. Det var rart med selskab, men det var dog kun kortvarigt, idet han også skulle være frisk senere i løbet. Jeg vidste faktisk ikke, på det tidspunkt, at det skulle vise sig at være en meget klog beslutning.

I Stovepipe Wells havde vi et planlagt stop på ca. 30 min. for at køle af i isbadet og for at klare mindre fodproblemer. Lige inden jeg løb videre vejede Luis mig, og jeg vejede ca. 65 kilo. Perfekt. Men der var noget, der ikke var helt rigtigt. Jeg kunne ikke sige præcis hvad det var, men der var en underlig fornemmelse i min mave, som om den var blokeret, og holdt væske tilbage, som om den ikke ville lade min krop absorbere væsken. Jeg følte mig lidt oppustet men ellers havde jeg det fint. Jeg tog mig ikke mere af det, da min vægt faktisk var præcis som den skulle være. Så jeg fortsatte og "angreb" bakken op til Town's Pass. Men set i bakspejlet er det nu klart, at mit fordøjelsessystem midlertidigt var lukket ned. Efter ca. 10 timers fordøjelse og 2,5 liter væske i timen, havde den fået nok. Maven lukkede sammen og ville ikke lade den dyrebare væske passerer ud i kroppen, og derfor begyndte nedtællingen til en voldsom kamp for mig.

Vejen begyndte at stige næsten øjeblikkeligt, da man forlod Stovepipe Wells selvom stigningsgraden næppe var mærkbar. Dette gjorde ikke nogen forskel, da jeg nu var tvunget til at gå. Det var ikke det, at bakken var umulig at løbe på, men enhver kraftanstrengelse, ligegyldigt hvor lille, fik mig simpelthen til til at overophede. Alle løbere blev ramt i ansigterne af en af Death Valley's berygtede konvektionsstrømme. Vinden blæste med ca. 30 til 40 km i timen, men vindhastigheden var ikke problemet, det var temperaturen. Da det blev aften var der stadig omkring 47º C i skyggen. Vindens tørhed var ødelæggende, og det var som at være fanget inde i en gigantisk hårtørrer. Jeg gik langsommere og langsommere og begyndte at føle, at dette ikke ville gå godt. Jeg ankom til hjælper bilen, og jeg bad om at komme til at sidde ned. Briten James Elson var på vej videre, og jeg ønskede ham held og lykke: han skulle konfrontere sine egne dæmoner senere, men mine var lige rundt om hjørnet.

Jeg stodud af bilen og begyndte så småt at gå igen i den gigantiske "hårtørrer", men denne gang havde jeg svært ved at opretholde min balance. Mine hjælpere drønede afsted i det fjerne og var langt foran, de normale 2 km, hvor de ville vente på mig. Jeg tænkte "Åh lort, det var en dårlig ide at forlade hjælperne". Jeg følte mig desorienteret, omtåget og jeg begyndte at flakke fra side til side. Før jeg faktisk besvimede, besluttede jeg mig for at sætte mig ned, før jeg rent faktisk faldt om. Jeg valgte at lægge mig ned. Mit hoved dunkede om var jeg inde i en tørretumbler, og pludselig uden varsel, uden nogen som helst kontrol tømte jeg hele mit maveindhold ud på ørkensandet. Jeg var virkelig blevet ramt af ørkenen og varmen. I løbet af kort tid, var der folk, som hjalp mig og kiggede efter mig. Det var Dave Corfmans hjælpere; Kyle Fahrenkamp, Gail Lance, Dan Corfman (Dave's tvillingebror) og Phil Rosenstein. De fik hurtigt tilkaldt lægerne (Jeff og Kim), og de kom for at hjælpe mig. Jeg fik en overvældende følelse af forlegenhed, hvordan kunne jeg være endt sådan på jorden i denne ynkelige tilstand, med opkastning og så foran alle disse fremmede mennesker? Jeg undskyldte, og håbede at jeg i det mindste kunne foregive at have gode manerer. Lægerne blev hos mig, mens de andre forsøgte at få fat i mit team. De sagde, at det ville tage omkring 20 minutter for dem at finde dem og endnu 20 min. før de nåede frem, men det føltes som om de ankom i løbet af få sekunder. Jeg har absolut ingen erindring overhovedet om den mellemliggende periode. Var jeg besvimet? Lægerne gav mine hjælpere instruktioner om, at jeg skulle hvile og have væske, og hvis problemerne fortsatte skulle jeg tages direkte til et af de opstillede felthospitaler. Jeg lå ned i bilen og forsøgte at drikke. Efter cirka en halv time stillede jeg mig op og prøvede igen at komme videre.

Vicente var stadig meget bekymret, og besluttede sig for at løbe med mig, da jeg ikke engang kunne gå lige. Vores bil kørte foran - denne gang kun én kilometer, hvor den ventede på os. Det var omkring kl. 00 om natten og temperaturen var stadigvæk 47º C. Temperaturen var slet ikke faldet! Jeg vaklede som en beruset og det gik meget, meget langsomt fremad. Da vi kom til bilen satte jeg mig ned og på grund af at blodet, der cirkulerede i mine årer blev tykkere og tykkere faldt jeg ukontrollabelt om på jorden igen. Jeg kastede op mange gange og derefter lå jeg og havde det elendigt et stykke tid, liggende der på det ubarmhjertige ørkensand i en pøl af mit eget opkast helt ude af stand til at bevæge mig. Jeg var helt ude af løbet. Det hele var overstået. Jeg kiggede op på Luis og et kort øjeblik sagde han ikke noget. Han behøvede ikke at sige noget. Hans øjne sagde det hele "Du er færdig min ven!". Luis tog den medbragte træpind, og jeg forestillede mig at han borede den gennem mit hjerte, men han gav den et kort skarpt slag og satte den fast i sandet ved siden af hvor jeg lå. "Vi skal på hospitalet" sagde han. "Du har det ikke godt". Jeg blev vred over den meget akutte uretfærdighed på grund af alt dette og ørkenens brutalitet, men jeg havde simpelthen ikke energi til at brokke mig over det.

Da vi kom til felthospitalet i Stovepipe Wells blev jeg undersøgt og vejet af en venlig læge, der hed Dave. Alt syntes at være i orden, med undtagelse af, at jeg havde tabt ca. 5 kg kropsvægt og de indlysende symptomer på svær dehydrering, at jeg havde svært ved at stå, konstant svimmelhed og at jeg ikke kunne fokusere  med øjnene. Jeg var nødt til at drikke væske og øge min kropsvægt, og før jeg havde taget mindst 3 kg på fik jeg ikke lov til at fortsætte (jeg kunne nu  alligevel ikke fortsætte). Luis begyndte at give mig små slurke af en isotonisk drik, næsten som en far med sit lille barn. På trods af mine protester om, at jeg ville blive syg igen af for meget væske, så indeholdt den dyrebare væske salte, og jeg kunne holde væsken i mig, og min krop begyndte langsomt processen med at optage det. Lidt efter lidt, begyndte jeg at gendanne den tabte vægt, og jeg begyndte at få det bedre. Jeg begyndte faktisk at tro på, at dette løb ikke var forbi alligevel, og at det bestemt ikke var slut endnu. Alt, hvad jeg skulle gøre, var at overbevise Luis om, at jeg havde genvundet min styrke.

Efter godt 3 timers tvungen rehydrering ankom Jack Denness, en ydmyg mand, men så absolut en levende legende på 75 år. Dette var hans 12. Badwater, og han havde allerede sat rekorden for den ældste person, der havde gennemført løbet som 70-årig. Jack havde det ikke godt og han lå i en af de andre senge. En halv time gik, og jeg fik endelig overbevist Luis om, at vi var nødt til at vende tilbage til træpinden og fortsætte løbet. Fristen for helt at udgå var tæt på, og jeg ønskede ikke at udgå. (Når jeg ser tilbage, så gjorde Luis hele forskellen her. Uden hans insisteren på, at jeg skulle drikke, tror jeg ikke, at jeg ville være kommet mig.) Jeg hilste på Jack, ønskede ham alt held og lykke i verden, og fortalte ham, at vi ville mødes igen ved målstregen. Jeg ville ikke give op.

Ofte handler det ikke om at løbe fra alle de andre i et ultraløb, det handler ikke om hvor langt man løber, ikke om hvor hurtigt man løber, men om hvor mange gange man kan fortsætte og holde ud.

Da vi forlod hospitalet, talte jeg med Laura. Hun var bange og havde selv nået et lavpunkt. Hun er kun 15 år gammel, og hun havde lige været vidne til, hvordan ørkenen havde udløst sin fulde vrede og kastet hendes far til jorden i en barsk, brutal, ubarmhjertig handling. Også hun havde klaret dagen i 50º C, og det havde også sat sit præg på hende, på trods af at hun ikke havde løbet. Jeg sagde til hende, at hun skulle hvile sig og sove så meget som muligt i bilen. Næste morgen ville vi revurdere situationen, og fremfor alt skulle hun ikke være bekymret, da hun havde 3 meget kompetente folk, der holdt øje med hende og hendes far. Men hun var nervøs eller bange for hendes egen situation troede jeg, men hun var faktisk bange for, hvad der ville ske med mig.

Da vi vendte tilbage til den træpind, der var blevet sat i ørkensandet,  begyndte jeg at gå fremad med Vicente. Vicente besluttede, at han skulle være min personlige skytsengel på vejene om natten, altid ved min side og med Fran, der var dedikeret til at forberede mad og drikke. Luis kørte bilen og kiggede efter Laura. Vi gik op ad bakken med det ene formål at gennemføre indenfor tidsgrænsen på 60 timer. Vi havde beregnet, at hvis vi bare kunne holde et tempo på 5 km i timen, ville vi kunne nå i mål inden for denne tidsgrænse og gennemføre. Jeg havde startet løbet med store tanker og mål, om at løbe et meget, meget hurtigere løb, men ørkenen havde besluttet at give mig en lektion i ydmyghed, og nu tænkte jeg kun på at gennemføre løbet. Jeg måtte bare gennemføre, ja, det var det nye mål: at komme i mål.

Men da vi klatrede over Town's Pass, blev det meget koldere, og jeg fik det meget bedre og min appetit kom tilbage. Jeg spiste noget, og begyndte faktisk at få en smule energi og styrke igen. Da vi ankom til Town's Pass i omkring 1500 m højde lige før daggry, øgede jeg tempoet og begyndte at løbe ned ad bakke for at drage fordel af hældningen. Bedst af alt sagde Laura også, at hun følte sig meget bedre tilpas, og hun var kommet ud af sin krise. Vicente steg ind i bilen igen, tilfreds med at jeg havde klaret det værste, og han lod mig løbe frit. Og wow hvor jeg følte mig fri! Den friske, tidlige morgenluft gav mig en livsenergi, og kombineret med den mad, jeg nu var begyndt at spise, betød, at jeg løb i et mere anstændigt tempo. Jeg begyndte at komme til mig selv igen og at indhente og overhale andre løbere. Jeg var omsider ved at have genvundet min gamle styrke efter at ørkenen havde kastet mig i jorden - jeg var tilbage.

Kort tid efter løb jeg sammen med Brendan Mason fra Australien. Brendan fortalte mig, at hans næste udfordring var at svømme over Den Engelske Kanal mellem England og Frankrig, og det var fantastisk at være i selskab med en anden galning. Vi snakkede om, at det var i vores interesse at komme over den næste dal, før solen stod på sit højeste, for på den anden side ventede en bakke ligesom Town's pass. De 50 graders varme fra dagen før var stadig i hukommelsen, og vi ønskede virkelig ikke at skulle bestige bakken i den varme. Jeg sagde farvel til Brendan, da jeg løb lidt mere frit end han, og jeg løb videre indtil jeg kom til det næste kontrolpunkt Panamint Springs. Dette punkt ville lukke efter 30 timer, og jeg var ankommet i 24:22, ca. 5t og 30 min. før tidsgrænsen. Mine hjælpere insisterede på, at jeg hvilede mig og at jeg fik sovet lidt, men jeg begrænsede mig til at spise noget mad og ordne et par mindre vabler på mine fødder. Men jeg kunne ikke overbevise dem om, at jeg nu havde det fint, og at jeg havde klaret mig ud af det sorte hul, som jeg havde været i den foregående nat. De fortsatte med at være meget bekymrede for mig. Det var slet ikke så mærkeligt, og jeg ville have det på samme måde efter at have set en person, der var faldet om i ørkenen i en pøl af deres eget opkast, to gange - det fører til en vis bekymring. Men hvad de ikke vidste var, at jeg havde genvundet min styrke, og jeg gav dem ikke mulighed for at argumentere for deres synspunkt, så jeg begyndte bare at gå op ad bakken til Father Crowley punktet. De havde intet andet valg end at følge efter mig.

Men varmen fra den foregående dag kom ikke. Bakken var ikke så slem, som jeg havde forestillet mig, og jeg klatrede med stor lethed. Jeg satte dog ikke tempoet voldsomt op, da jeg slet ikke havde lyst til at falde i samme fælde som dagen før. Nogle gange skal man vide, hvordan man styrer sig selv og tempoet på trods af, at det kan være svært. Tæt ved toppen mødte jeg Brendan igen. Han havde passeret mig i Panamint Springs, da mine hjælpere havde tvunget mig til at hvile. Han fortalte mig, at han gik efter at gennemføre i en tid under 48 timer, og at han ønskede sig et af de prestigefyldte sølv bæltespænder. Jeg fortalte ham, at alt, hvad jeg tænkte på var at gennemføre, og at jeg aftenen før havde troet, at det hele var tabt. Hans fartholder, Greg, sagde at jeg skulle revurdere mine mål, men jeg havde ikke tid til selv at tænke over det. Jeg havde truffet mit valg, jeg satte tempoet op og begyndte at løbe et hårdt tempo!

De kunstige begrænsninger, som jeg havde opsat mentalt blev nu erstattet af et andet fokus - jeg beherskede igen min egen mentale tilstand, og jeg begyndte at løbe med en god rytme og med en lethed, der er svær at forklare på vejen til Darwin Pass. Hver 2. km mødte jeg mit team med Fran, Vicente, Luis og Laura, og selv de syntes at have accepteret, at jeg faktisk havde genvundet min styrke. Løb på denne måde var ren lykke, og temperaturerne svingede mellem 35 og 40º C, ren luksus. Men jeg havde ikke tabt hovedet, og jeg kontrollerede målbevidst mit tempo, så jeg ikke mistede mere væske, end jeg var i stand til at absorbere. Jeg havde netop set, hvordan jeg var ude af stand til at opretholde min væskebalance ved at drikke to og en halv liter i timen. Derfor løb jeg i et tempo, hvor jeg havde en fornuftig væskeindtagelse ved blot at drikke en liter i timen. Det var bedst at være forsigtig.

Ved ankomsten til Darwin Pass ved 144 km, stødte jeg på Chris igen, som jeg havde talt med i starten af løbet. Vi snakkede kort, men jeg ville ikke sætte farten ned, da jeg havde en god rytme, så jeg fortsatte. Nogle kilometer senere fik jeg følgeskab af Joe Judd og hans fartholder Mandy Miller, to meget venlige amerikanere (selvom Mandy faktisk er skotte), der løb i et tempo, der syntes rigtigt for mig. Vi talte om alt og ingenting, vi nød blot selskabet af ligesindede. Lone Pine var kun ca. 30 km væk og derefter 21 km bakke op til 2500 m højde, og når vejen endte ville målstregen komme. Natten var faldet på, og der var intet tegn på, at den tidligere varme ville komme, og jeg sagde farvel til Joe og Mandy og begyndte at løbe, som om det var det eneste min krop vidste, hvordan man gjorde. Fornemmelsen af at løbe frit uden at noget holdt mig tilbage var simpelthen skønt i denne vilde og vidunderlige ørken. Jeg fandt mig selv, og selv mine hjælpere kunne ikke tro, hvad de var vidne til. Hvordan var det muligt, at denne person, som ikke engang kunne stå op den foregående nat nu løb som et dyr? Jeg ved faktisk ikke hvorfor det forholdt sig sådan, men nogle gange er der intet at forstå, man må bare leve i øjeblikket.

Mine hjælpere stoppede nu hver 4. km i stedet for hver 2. km, fordi de simpelthen ikke havde tid til at få alt klar og samtidig få hvile. Fran var den eneste, der kom ud af bilen og gav mig frisk mad og drikkevarer, altid med hans ustoppelige smil. Han var min helt. På et tidspunkt overhalede jeg Dan Mirinsik, der fortalte mig, at hans fødder var helt ødelagte, men at han gav alt hvad han havde for at få det eftertragtede bæltespænde. Jeg ønskede ham held og lykke og løb videre.

Jeg passerede landsbyen Keeler efter noget tid, og nåede frem til Lone Pine præcis 38 t og 20 min. efter vi havde startet løbet, hvilket gav mig 21 t og 40 min. til at klare de 21 km op ad bakke og til mål, eller mere præcist 9 t og 40 min. for at komme i mål i en tid under 48 timer. Det var tydeligvis indenfor rækkevidde.

Vicente ville meget gerne løbe den sidste halvmarathon med mig, og vi satte et hurtigt tempo op ad bakken sammen. Der var dele af stigningen, som var perfekte at løbe på, men vi fortsatte med at gå opad for det gav ikke mening at forsøge at skære et par minutter af den tid, jeg ville opnå. Vi fortsatte bare op ad den uendelige bakke i nattens mørke, men så hørte jeg noget, jeg ikke havde hørt i meget, meget lang tid. Det var rindende vand. Ved siden af os var en flod, dannet af smeltet sne og is fra Mount Whitney, og det gav denne søde lyd af et vandfald, der skabte jubel i vores sjæle. Kontrasten var simpelthen ufattelig, fra Death Valleys dyb til et bjerg, hvor der voksede træer, og hvor vandet strømmede. Det var simpelthen utroligt, men vi kunne ikke blive hængende, for vi havde et løb vi skulle gennemføre.

Og vi fortsatte endeløst fremad. Efter hvert sving eller hjørne forventede vi at se målstregen, men alt, hvad vi så var blot endnu et hjørne eller sving, men til sidst så vi nogle dunkle lys og der var målstregen og resten af løberne. Vi tog de spanske og britiske flag frem, omfavnede hinanden og krydsede målstregen, alle forenet i et øjeblik hvor tiden stod stille, og som jeg aldrig nogensinde vil glemme. Vi havde gennemført Badwater Ultramarathon!

Lige efter at have gennemført løbet, kom løbsdirektør, Chris Kosman og hængte medaljen om min hals. Jeg fik øje på James Adams, der var kommet i mål ca. 3 timer før mig, og han havde besluttet at vente på alle hans venner ved målstregen, indsvøbt i et tæppe. Jeg var den sidste. Det siger alt om James og jeg kan kun sige, at han har min største respekt som ultraløber, menneske og ven. Han er en sand gentleman. Tim Welch, en anden ven, var lige kommet i mål efter 44 timer, men da han var startet 2 timer før mig, var han kommet i mål ca. 10 minutter før mig. Ingen havde ventet at jeg ville komme mig og slutte så godt.

Overvejelser:

Vi gennemførte på 42 timer, 36 minutter og 39 sekunder. Jeg siger "vi" i stedet for "jeg", for jeg kunne ikke have gjort det alene. Badwater er en holdindsats, og uden éns hjælpere ville man simpelthen dø. Jeg er mine hjælpere evigt taknemmelig; Laura min datter, Vicente, Luis og Fran. Ord retfærdiggør ikke min taknemmelighed over for jer. I har hjulpet mig med at nå et af mit livs største drømme. At løbe Badwater Ultramarathon.

At løbe ultraløb er som at leve livet. I de laveste øjeblikke, når alt håb er tabt er man bare nødt til at fortsætte. Man skal aldrig give op - aldrig! Den enkle handling at placere den ene fod foran den anden betyder, at man er i bevægelse, og undervejs kan omstændighederne ændre sig.

Jack Deness gennemførte i tiden 59 timer og 15 minutter. Den 75-årige herre fra England havde endelig kæmpet sig igennem løbet endnu en gang. Under medaljeoverrækkelsen havde han ikke engang haft tid til at skifte tøj, og da han kom ind i lokalet fik han det varmeste og mest dybtfølte, stående bifald, jeg nogensinde har oplevet i mit liv. Jeg har til hensigt at fortsætte med at løbe ligesom Jack.

Luis formulerede noget for mig i Death Valley - et svar til dem, der ikke forstår vores sport og spørger os, hvorfor vi gør, hvad vi gør. Svaret lyder nogenlunde sådan her:

"Når du ser nogen danse, men ikke hører musikken, så forekommer det helt uforståeligt, hvad de laver, og de virker fuldstændig sindssyge med disse mærkelige og ukontrollerede bevægelser. Først når du hører musikken kan du forstå at de danser. "

For at forstå ultraløberen, er man nødt til at høre musikken.