Artikel af Christian Madsen, deltager i Bornholm 100 km 2010.
Min svoger Kasper og jeg tog af sted til Bornholm d. 28. August, indkvarteret på Hotel Klintely ca. 2 km fra Tejn havn, hvor løbet Bornholm 100 km skulle starte d. 29. kl. 0700 om morgen.
Min svoger skulle være min hjælper undervejs på ruten på cykel, og vi brugte en del tid på at få konstrueret hjælper-cyklen helt rigtigt dagen inden løbet.
På bagagebæreren blev en mindre kasse af plastik placeret, fastmonteret således at drikkedunke, energidrik, og energi gels var frit tilgængelige for mig undervejs – en super nyttig konstruktion!
Vi faldt hurtigt i søvn efter en længere rejsedag – forventningsfulde og spændte på, hvordan løbet ville forme sig dagen efter…
Vi stod op kl. 0500 på løbsdagen for at nå at forberede de sidste detaljer, få spist morgenmad i ordentlig tid inden løbet og for at checke ud. Da vi var klar tog vi hen til Tejn Havn, hvor det store hvide telt, der markerede selve løbet og løbsarrangøren Tejn Idrætsforening, TIF. Jeg afhentede mit løbenummer og kæmpede den sædvanlig kamp med, at få fæstnet nummeret til fronten af min løbetrøje uden, at få stukket mig selv til blods og få en ufrivillig bryst piercing.
Havnefronten i Tejn emmede af forventning og mange spændte løbere gik frem og tilbage, snakkede lidt med hinanden og fokuserede på og koncentrerede sig om dagens udfordring.
Kl. 0700 blev løbet sat i gang og feltet løb afsted – jeg havde på forhånd en strategi om at hele løbet skulle løbes med en kombination af løb og gang, en struktur jeg med fordel og succes havde anvendt i træningen. Jeg løb derfor i 4 min og gik i 1 min for på den måde at aflaste benene undervejs. Det krævede en vis vedholdenhed og et fokus på mit eget løb og min egen plan, allerede at gå efter 4 min. Med til at gøre det sværere var også, at jeg derved fra starten lå sidst i feltet – Og det er aldrig særlig rart at være den bagerste, sidste løber, hvis man er et konkurrence-menneske.
Jeg valgte dog at tænke på, at mange ting ændrer sig under så langt et løb, alt kan ske, og dem der er placeret sidst kan avancere kraftigt – jeg valgte at holde mig til det, som jeg havde trænet og min plan.
Jeg anvendte samme struktur for væske, salt og energiindtag undervejs, som jeg også havde vænnet mig til og brugt under træningen. Jeg spiste 2 Squeezy Energy Gels i timen, 1 Saltstick kapsel i timen og drak ca. 250 ml væske med iblandet Perpetuem energidrik fra Hammer Nutrition hver 15. minut (jeg veksler mellem energidrik fra Squeezy og Hammer Nutrition i træningen). Hensigten med den struktur var at have et energiindtag på ca. 300 kalorier i timen – ca. 200 kalorier fra gels og 100 kalorier fra energidrik. Saltstick kapslen skulle sikre at jeg havde en fornuftigt og balanceret elektrolyt/saltbalance under løbet.
Mit udstyr undervejs bestod først og fremmest af et par kompressions tubes fra Compressport til at mindske væske i benene, restitutionsperioden og ikke mindst blodgennemstrømningen til benene. Derudover havde jeg to håndholdte drikkedunke fra Ultimate Direction med, FastDraw Extreme Plus, undervejs til at veksle imellem samt et par sportssolbriller fra Numa, modellen Rider, og det hele fungerede bare upåklageligt undervejs.
Vi skulle bl.a. løbe igennem Gudhjem, Svaneke, Nexø, Rønne, Hasle og Allinge – hele vejen rundt om øen med fantastisk flot natur og udsigt til klipper og den smukkeste havudsigt. Der var checkpoints for hver 5 km, depoter med salte chips, peanuts, coca cola, energidrik, vand m.m. – alt hvad man havde brug for. Jeg havde på forhånd valgt at have en hjælper med for at spare tid ved depoterne undervejs og for at have fuld adgang til de ting, som jeg ønskede under løbet, når jeg ønskede det. Kasper og jeg har tidligere løbet London Ultra 50 km og Rudersdal maraton sammen, så vi kender hinanden og kan ”læse” hinanden godt, så jeg var ikke i tvivl om at han var den rette hjælper og person at dele løbet med.
Jeg startede ud i et roligt tempo med ca. 6:00-6:20 min/km for netop at løbe afventende og klogt i et stabilt tempo for ikke at gå ned. Jeg havde en god rytme, vejret var fantastisk – lidt kølig morgenluft, men solen skinnede udover kysten og klipperne, som vi løb langs. Benene havde det godt, og langsomt begyndte jeg at hale ind på andre løbere i feltet.
De første 15-20 km ”passerede” forbi nærmest uden at man opfattede det – det var en kombination af den flotte morgen og kølige temperatur, samt at jeg ikke var helt vågen endnu.
Min hjælper Kasper og jeg fandt hurtigt ind i en god rytme, så når jeg bad ham om gels eller en frisk, fyldt drikkedunk, så sænkede han farten på cyklen, så jeg kunne tage tingene fra den fastspændte kasse på bagagebæreren. Det fungerede bare!
Efter de 15-20 km passerede jeg flere løbere, og jeg faldt i en god snak med ultra- og marathonløber Birgitte Munch Nielsen og hendes far, der var med som hendes hjælper. Det var hyggeligt, og de var rigtigt imødekommende og rare begge to, og vi udvekslede vores mål for dagen – jeg ville løbe i en tid på 10-11 timer, mens Birgitte bare ville lige under 11 timer. Hun løb dog senere af med sejren hos kvinderne i tiden 10 t – 06 min, helt fantastisk!
Det var faktisk rart at snakke mens vi løb i et stabilt tempo, for kilometerne ”fløj” bare afsted.
Det var generelt min fornemmelse, at der herskede en god og imødekommende stemning blandt løberne og ved de enkelte depoter, og det var skønt at være en del af.
Jeg sørgede for fra starten af, at være opmærksom på hvor meget og hvilken farve jeg tissede undervejs i løbet, for at have en indikation af væskeindtaget og af, om jeg manglede kulhydrater eller salt. Det så fornuftigt ud her i starten af løbet, så alt var som det skulle være.
Da jeg nærmede mig de 35 km skete der en omskiftning i vejret – det blev overskyet og begyndte så småt at dryppe med regn. Det var egentlig ganske rart, da det kølede mig af, men da jeg passerede 40 km regnede det kraftigt, og jeg begyndte langsomt at blive kold på overkroppen. Efter noget tid bad jeg Kasper om min softshell jakke bare mens bygen drev over og det hjalp på varmen. Jeg havde fortsat et godt flow og benene havde det godt.
Først omkring 45 km kunne jeg mærke at mit tempo gik ned, og jeg fik dagens første større krise. Jeg havde fornemmelsen af at jeg var ved at gå sukkerkold, men jeg vidste at det energi jeg havde fået fra gels og energidrik var den rette mængde, men jeg følte ikke at jeg kunne fastholde mit jævne tempo, så jeg satte farten ned. Jeg tænkte på, at kriser går over igen – det uvisse er dog hvor længe de varer, men de går over. Efter ca. 5 km, da jeg passerede 50 km var krisen overstået, og jeg satte igen tempoet lidt op og kunne sætte et godt tempo. Jeg passerede 50 km efter ca. 5 timer, og derfra løb vi jævnt og stabilt opad og det drænede mig for en masse energi, men det gjaldt om at komme fremad og opad.
Omkring 55 km begyndte regnen atter at sile ned, og det skulle vise sig at fortsætte indtil ca. 78 km.
Jeg kæmpede mig op ad bakkerne i et godt tempo, men omkring 60 km blev jeg ramt så hårdt af den største krise undervejs. Jeg følte mig tømt for energi, benene begyndte at blive tunge som bly og jeg blev stille og indadvendt – indædt kæmpende den indre kamp for at komme frem til mål. Samtidigt silede regnen ned og mit tempo føltes nærmest krybende henad vejen. Mentalt føltes det værre end det så ud for andre, for Kasper kunne ikke se det meget markant på mig, andet end at jeg blev en meget stille Christian.
Jeg havde nu kun et i tankerne, og det var at ”æde” af de resterende kilometer og komme i mål, jeg tænkte dog også og huskede fra træningen at kriserne kan være lange, men når de klares, så erstattes de ofte af en kæmpe optur. Jeg kæmpede i denne mentale bølgedal i ca. 15 km og sørgede for at få en gang koffein i form af Coca cola ved flere af depoterne – Kasper sørgede for at jeg fik cola og huskede mig jævnligt på, at jeg skulle huske at drikke væske. Når man bliver træt, kan man have en tendens til at glemme de basale og vigtigste ting – at drikke og spise. Jeg glemte det ikke og på et tidspunkt midt i min største nedtur, fik jeg pludselig lyst til chokolade, og jeg nærmest råbte ”Hanuta!!” , der var Kaspers og mit tegn for, at nu havde jeg brug for chokolade. Hanuta er en skøn lille tysk kiks/chokolade godbid med hasselnød, og smagen fornægter sig ikke efter knap 70 km. Det gav et ekstra kick, og da jeg passerede 75 km, havde jeg klaret den længste og værste krise. Jeg kunne igen øge tempoet og ved 80 km var vejret også igen begyndt at blive bedre. Lidt efter depotet ved 80 km løb vi igennem en bymidte, og jeg ville gerne af med et plastikkrus, som jeg havde drukket cola af, da jeg ikke ville kyle det på gaden. Jeg fandt et større vinduesparti med større udvendige karme, hvor jeg bukkede mig ned og satte kruset, og da fandt jeg ud af hvor øm jeg var i lænden og ryggen – jeg kom dog hurtigt videre, og benene var efterhånden meget ømme og tunge og der kom den ene skrappe stigning og bakke efter hinanden, der bare ”åd” af éns muskler føltes det som om. Kort tid efter at jeg havde passeret 90 km, kom der en lang og sej stigning, “Hammeren” op mod Hammershus. Mine skridt blev væsentligt kortere og jeg stod næsten stille. Mit højre knæ begyndte at blive meget ømt, men jeg kæmpede til opmuntrende ord og humør fra Kasper. Det føltes skønt at komme op til toppen af denne bakke og se udsigten til Hammershus. Det var en smuk og sanseligt forstærkende følelse at se ud over ruinen og være helt tømt for energi.
Jeg fortsatte videre mod Allinge og Tejn, og da jeg havde passeret 95 km, satte jeg tempoet op, nu skulle jeg i mål!
De næste km var væsentligt op ad bakke inde i Allinge by, og jeg løb hurtigt opad og brugte de allersidste kræfter og ressourcer jeg havde. De sidste 2 km var ned ad bakke, og jeg løb hurtigt mod mål, mens jeg spiste dagens sidste energi gel efter at have spist ca. 21 energi gels, 10 Saltstick kapsler og drukket ca. 6,5 L væske/energidrik.
Endelig efter 100 km og efter at have været ude i 10 timer – 35 minutter – 25 sekunder krydsede jeg målstregen i et stort øjeblik. Et øjeblik, der på samme tid var utrolig følelsesladet men også med en tomhed og træthed, der var helt ubeskrivelig.
Det var en fantastisk dag, og et utroligt velorganiseret 100 km løb, som jeg varmt kan anbefale, og jeg er glad for at have delt denne ubeskrivelige oplevelse med min uvurderlige hjælper og svoger Kasper.
