Støt Team ULTRARUNFølg mig på twitterFacebookAbonnér

Bankansatte løber i junglen…

Team Schroders - Jungle Marathon (2008) – Første del

Mange mennesker har ikke løbet langt, men selv dem, der er nybegyndere eller mangler erfaring i at løbe, kan træne sig op til noget de ikke troede var muligt. Dette er en beretning om et team i en virksomhed, der blev trænet op til noget utroligt. Artiklen er skrevet af administrerende direktør for banken Schroders og samtidigt ultraløber Julian Winser.

Jeg er administrerende direktør for en privat bank, og jeg bor i Guernsey, en lille ø i Den Engelske Kanal mellem England og Frankrig. Mit job kræver, at jeg administrerer og leder en bankvirksomhed og tager mig af internationale kunder – hvoraf de fleste bor og arbejder i hele verden med dyre vaner, rejsearrangementer, livsstil, hjem og kost! Min livsstil bærer præg af det, og jeg savner dynamikken i ekstremt fysiske og psykiske udfordringer, som jeg plejede at have som soldat i den britiske hær for snart 20 år siden. For at kompensere for det, kan jeg godt lide at sætte mig et stort mål – en plan for et ultraløb – ca. hvert andet år. For at få mest muligt ud af det, har jeg fundet ud af, at det at træne og løbe med et hold fra arbejdet – eller i lokalområdet – har givet mange store fordele. I 1999 deltog vi i vores første holdløb i ultra ‘milepælen’ – Marathon Des Sables (14. udgave) – proklameret på det tidspunkt som “The Hardest Footrace on Earth”. Oplevelsen var fantastisk, og gevinsten ved det var mangesidet og forskelligartet i forhold til virksomheden, modtagerne af vores indsamlingsbeløb og blandt de enkelte holdmedlemmer. Vores andet løb var det ‘smukke’ Himalaya 100 miles løb, der indeholder Everest Marathon. Vores tredje løb, og emnet for denne første af tre artikler, var Jungle Marathon 2008 – nu kaldet “The most dangerous Footrace on Earth”.

Holdet til hvert løb har hovedsageligt været sammensat af kollegaer. Til Jungle Marathon var alle nybegyndere i forhold til ultraløb. Faktisk var det længste løb, som fire af holdmedlemmerne havde deltaget i før, et halv-maraton! Kun én havde en anden oplevelse – et par maratonløb og London til Timbuktu på en motorcykel!

Denne artikel vil fokusere på træningen forud for løbet. Den anden vil beskrive selve løbet og i den tredje artikel beskrives resultatet og den påvirkning, som løbet har haft på holdets medlemmer, de arbejdskolleger, der holdt ”skansen”, mens løbet foregik samt holdmedlemmernes familier.

Holdet til Jungle Marathon valgte nærmest sig selv efter ca. en uge på kontoret. Da de første jubelscener var aftaget, begyndte den kolde, hårde sandhed om den massive fysiske og psykiske udfordring at bide sig fast, hvilket skabte et godt miljø og vilje til at skabe sammenhold, hvilket varede i hele perioden frem til løbet og efterfølgende.

Vi havde omkring 16 måneder fra vores beslutning om deltagelse blev truffet, til løbet startede. På vores første egentlige møde for at drøfte planlægningen af træningen, blev fordelene ved at være et hold straks tydelige. Der var enorme mængder arbejde, der skulle laves og planlægges, og bortset fra den enkeltes træning, var det opgaver, der kunne uddeles.

Følgende punkter blev bl.a. diskuteret:

- Træningen

- Erfaringer og research fra tidligere løb

- Udstyr og beklædning

- Valg af velgørenhed/fundraising

- Tidsplan

- Tilmelding af holdet til løbet

Holdmedlemmerne blev alle tildelt opgaver i forbindelse med at lave research, og I mange henseender hjalp denne ”projektorienterede” tilgang meget med forberedelserne; især hjalp det dem, der ikke havde haft erfaringer med ekstreme events før.

Det høje niveau af foregribende frygt for hele arrangementet kan fjernes ved at ændre fokus fra selve løbet som helhed til enkeltdele ved og i løbet. For højt et niveau af frygt for det, der venter, kan føre til at man udsætter dele af forberedelserne, hvilket ikke er en god start.

Vores Jungle Marathon Team er alle professionelle indenfor hver deres speciale i den finansielle verden. Som et direkte resultat heraf respekterer de alle ”eksperter”. Ved at udnytte denne egenskab brugte vi to af de “eksperter”, hvor vi talte med, en tidligere Jungle Marathon veteran og en førende distanceløber fra Guernsey, der havde repræsenteret Guernsey i Commonwealth og European Games. Som et resultat af disse to “briefinger” drøftede vi og vedtog et træningsprogram, som vi alle løseligt kunne arbejde ud fra. For at sammenfatte det, så indførte vi en række “checkpoints” – fællestræning, hvor vi ville træne sammen. Et eksempel var at mødes kl. 06:00 en søndag morgen for at løbe/gå 29-32 km langs de svimlende klippestier på sydkysten af Guernsey. For hver fællestræning øgedes tempoet og vægten i rygsækken.

Da træningen skred frem, begyndte der at opstå en række ændringer på arbejdspladsen, som anført nedenfor. Fem holdmedlemmer, af det seks mand store hold, arbejdede i et kontor med ca. 35 personer. De fleste ændringer var forventet på baggrund af tidligere erfaringer, men der var stadig nogle overraskelser.

Ændringer:

- Kaffe forbruget reduceredes med 75 % og blev erstattet af et forøget indtag af koldt vand

- Sammenholdet – på tværs af afdelinger og arbejdsbaserede teams – gennemgik en tydelig positiv forandring

- Kommunikationen på tværs af hele virksomheden blev forbedret

- Mange flere end de enkelte team-medlemmer blev inddraget i udfordringen med at samle ind til velgørenhed, ved at give midler hertil.

- Levering af mere træningsudstyr gav flere træningsmuligheder

- Antallet af ikke-deltagere, der regelmæssigt gik i fitness-center forøgedes

- Kunder blev involverede. De blev alle bedt om støtte/sponsere.

Træningsforløbet var overordnet set temmelig enkelt. Alle holdmedlemmer forsøgte – og for det meste lykkedes det – at løbe ca. 8 km hver dag, fem dage om ugen. Typisk havde hvert holdmedlem en længere tur i weekenden, hvor distancen gradvist blev øget efterhånden som løbsdatoen nærmede sig. Det faktum, at fem af os så hinanden stort set hver dag, gav os mulighed for at sammenligne vores løbetider og noter, hvilket var til fordel for os alle. Lejlighedsvis trænede vi sammen i grupper af to og tre, hvilket yderligere sikrede en høj grad af gensidig støtte og sammenhold. Som et resultat af det tætte sammenhold og holdmedlemmernes store støtte til hinanden, virkede det som om, at alle havde et tilsvarende træningsniveau da løbsdatoen nærmede sig. Der havde været en række mindre skader undervejs i træningen, men hver af disse blev behandlet tidligt, og vi rejste til junglen sammen ved godt helbred.

Undervejs de tolv måneder før løbet, var der brugt meget tid på at finde og teste det rette udstyr, tøj og mad. Mens hver enkelt blev overladt til at træffe de ultimative valg, var vi i mange tilfælde i stand til at bestille 5 eller 6 stk. af samme produkt for at sikre en klækkelig rabat. Dette var især tilfældet med hensyn til mad, der hovedsageligt kom fra Mountain House (Europa) og Likeys.com.

Det resterende projekt involverede indsamling til velgørenhed. Den betydelige fordel for holdet ved at vælge at udnytte Jungle Maraton løbet som et projekt for indsamlingen var at sikre, at virksomheden som helhed kunne stå bag de enkelte holdmedlemmer. Det blev klart, da indsamlingen til velgørenhed skred frem, at der også var en stor fordel ved det, at forholdet mellem kunder og virksomheden blev væsentligt forbedret. Det var især forfriskende at se, hvor engagerede mange af vores kunder blev i hele arrangementet. Da holdet rejste afsted til Brasilien havde indsamlingen rejst ca. £120.000 for ”The Rainbow Trust”, der støtter familier, der har et barn med en livstruende sygdom, og Headway Guernsey, der er en støtteorganisation for folk i Guernsey, der er blevet hjerneskadet. Dette beløb blev rejst ved at spørge kontakter, klienter, venner og arbejdskolleger om de ville donere. Det var systematisk og organiseret. Hver person, der havde foretaget en donation blev takket personligt, og de fik tilsendt et resumé om selve løbet efter hjemrejsen…

Glæd jer til den næste artikel, der vil dække selve løbet i 2008!

Kommentarer
Skriv en kommentar
Navn:  (påkrævet)

Email:  (påkrævet, bliver ikke vist)

Website: 

Besked:  (påkrævet)

Copyright Ultrarun, DK 32366724 © 2009-2012. Alle rettigheder forbeholdes.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev:
Back to page top